Arla lancerer gastronomisk mejeriserie

Den nye økologiske mejeriserie Essens består af seks mejeriprodukter, hvor der er lagt vægt på smagsoplevelsen.

Med udgangspunkt Arla Unika seriens gourmetoste lancerer Arla i denne uge en ny gastronomisk mejeriserie med seks mejeriprodukter, hvor smagen er i højsædet. Alle produkterne er økologiske, og friskvarerne er desuden mærket med Dyrenes Beskyttelses dyrevelfærdsmærke. Det skriver mejeri.lf.dk.

Serien består af årstidsmælk, hvor fedtindholdet varierer med årstiden; kærnemælk; fløde med et fedtindhold på 50 pct.; kefir, hvor årstidsmælken er fermenteret med kefirkultur; dobbeltsyrnet smør med Læsø sydesalt samt Digekrone – en fast ost lavet på mælk fra køer, der græsser nær Vadehavet, og som har lagret i minimum 35 uger.

Ord på smagen
Arla har netop fået lavet en befolkningsundersøgelse, hvor knap halvdelen af de adspurgte giver udtryk for, at det først og fremmest handler om gode smagsoplevelser, når aftensmåltidet skal tilberedes derhjemme.

”Med Essens vil vi opfordre danskerne til at involvere sig i den smagsoplevelse, som et måltid bør være. Vi skal smage godt efter og sætte ord på, hvad måltidet, mælken og fløden smager af,” siger brand manager i Arla Line Holmen.

Produkterne i Essens serien kan købes i MENY-butikkerne landet over samt i Arla Unikas butikker i Aarhus og København.