Bæredygtighed ifølge dine kunder

Over halvdelen af danskerne tænker over bæredygtighed, når de putter varer i indkøbskurven. Men hvad forstår dine kunder ved et bæredygtigt forbrug? Det røber ny analyse.

 

Bæredygtighed er en vigtig parameter, som fylder mere og mere for danskerne. Ny analyse zoomer ind på, hvad danskerne ligger i begrebet bæredygtighed – og et bæredygtigt forbrug. Vi har samlet et overblik, der gør dig klogere på dine kunders forståelse af det brede begreb.

Medbragte indkøbsposer og ingen madspild
86 pct. af danskerne tænker over bæredygtighed, når de køber mad og drikke. Og ifølge forbrugerne rummer bæredygtighed mange aspekter – lige fra produktionsform til forbrugs- og indkøbsvaner. ”Vi har spurgt danskerne, hvordan de definerer et bæredygtigt fødevareforbrug. Og deres top tre er Undgå madspild i husstanden, Brug egne indkøbsposer ved indkøb og Spis efter sæson,” siger forbrugersociolog Nina Preus fra Landbrug & Fødevarer.

Læs mere: Kød og klima? Guid dine kunder

Bekymring: Ophobning af plastic i naturen
Forbrugernes billede af et bæredygtigt forbrug hænger godt sammen med deres bekymringer. ”74 pct. af forbrugerne bekymrer sig om ophobning af plastic i naturen – og det harmonerer fint med, at de syntes det er vigtigt at medbringe indkøbsposer i supermarkedet. Faktisk syntes tre ud af fire også, at der skal være mere fokus på biologisk nedbrydeligt materiale,” siger Nina Preus og fortsætter: ”38 pct. af forbrugerne bekymrer sig om spild af mad, mens 36 pct. bekymrer sig om den voksende befolkning på kloden – og det hænger godt sammen med flertallets ønske om at undgå madspild derhjemme”.

Læs mere: Forbrugerne vil mindske madspild

Jo mere lokalt, jo mere bæredygtigt
Mange danskere forbinder det at købe lokalt producerede fødevarer som noget, der gør ens forbrug mere bæredygtigt. Det hænger godt sammen med, at 53 pct. er enige i udsagnet ”Det er mere bæredygtigt, jo mere lokalt fødevaren er produceret”, mens hele 74 pct. er enige i udsagnet ”Transport over store afstande er med til at gøre produkter mindre bæredygtige”. Dette peger på, at danskerne oplever danskproducerede fødevarer som mere bæredygtige i forhold til fødevarer, der er importeret fra udlandet.

Top 5: Det mener dine kunder, er bæredygtigt forbrug
1. Undgå madspild i husstanden (62 pct.)
2. Brug egne indkøbsposer ved indkøb (59 pct.)
3. Spis efter sæsonen, ift. fødevarer, der er sæsonbestemte (57 pct.)
4. Kød fødevarer med minimal eller ingen emballage (51 pct.)
5. Køb lokalt-producerede fødevarer (48 pct.)

Top 5: Det gør dine kunder enten ’ofte’ eller ’altid’ i dag
1. Bruger egne indkøbsposer ved indkøb (82 pct.)
2. Undgår madspild i husstanden (80 pct.)
3. Køber danskproduceret mad og drikke (79 pct.)
4. Spiser efter sæsonen, ift. fødevarer, der er sæsonbestemte (53 pct.)
5. Køber økologisk mad og drikke (45 pct.)

Forbrugerne vil gerne tage ansvar
Ovenstående top 5-lister illustrerer, at forbrugernes definition af et bæredygtigt forbrug stemmer overens med deres adfærd. Eksempelvis mener danskerne, at det er vigtigt, at købe lokale fødevarer – og svarer ligeledes, at de allerede nu køber danskproduceret mad og drikke. ”Danskernes adfærd viser, at de er klar til at tage ansvar – og det matcher med, at hver fjerde mener, at det er forbrugerne selv, der har det største ansvar for at sikre en bæredygtig fødevareproduktion,” siger Nina Preus.

Ny guide: Samspil mellem mindre producenter og foodservicemarkedet

Tendens vokser – hvad kan du gøre?
Selvom forbrugerne mener, at de bærer en stor del af ansvaret for at sikre en bæredygtig fødevareproduktion, har de brug for en hjælpende hånd. ”Forbrugerne er generelt forvirrede omkring, hvad der er bæredygtigt. Det er et komplekst emne, og undersøgelsen viser også, at de ikke helt har gennemskuet det,” siger Nina Preus og slutter: ”Men der er ingen tvivl om, at bæredygtighed kommer til at fylde mere og mere for forbrugerne – det er bestemt ikke en døgnflue.”.

Bliv klogere på dine kunders forhold til bæredygtighed - dyk ned i analysen ”Forbrugerne går op i bæredygtighed”