Danskerne har fået øjnene op for det statslige dyrevelfærdsmærke

Mange danskere har opdaget det nye statslige dyrevelfærdsmærke. Det store kendskab kan være med til at løfte dyrevelfærden, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som arbejder for mærker til flere produkter.

 

Halvdelen af alle danskere har hørt om eller kender til det statslige dyrevelfærdsmærke, og det er flere end målsætningen, der blev sat ved lanceringen sidste år. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet.

Da de første produkter med dyrevelfærdsmærket kom i handlen i maj 2017, var målet, at 40 procent skulle have kendskab til mærket ved udgangen af 2018.

Nu viser en undersøgelse af kendskab, kundskab og tillid til mærket, som er udarbejdet af Yougov for Fødevarestyrelsen, at kendskabet er på 49 procent.

Dermed har det taget det kun syv måneder gamle dyrevelfærdsmærke at nå et stykke forbi målsætningen.

Samtidig blev der sat et mål om, at 60 procent skulle have tillid til mærket. Her viser undersøgelsen, at 67 procent har tillid til det.

- Danskerne er glade for dyrevelfærdsmærket, og jeg er glad for, at forbrugerne gennem et oplyst valg er med til at løfte dyrevelfærden. Allerede nu kender mange mærket og har tillid til det, og derfor arbejder jeg også for, at flere produkter bliver omfattet af ordningen. Forbrugerne skal have muligheder for at løfte dyrevelfærden for flere dyr, når de træffer deres valg ved køledisken. Det viser landmændene, at der er efterspørgsel efter varer med høj dyrevelfærd, siger Esben Lunde Larsen.

Undersøgelsen viser, at 77 procent af danskerne går op i dyrevelfærd. Og et flertal er villige til at betale ekstra for at sikre, at dyr er opdrættet med fokus på bedre dyrevelfærd. Et flertal vil betale mere for de fleste kødprodukter og mælk.

I dag omfatter ordningen kun svinekød (red. grisekød), hvor hjerter på pakningen viser, hvordan dyrevelfærden har været hos grisene, men flere produkter er på vej.

Kyllinger på vej
I løbet af 2018 arbejdes der for, at der også kommer dyrevelfærdshjerter på kyllinger.

- Kort før jul kom der dyrevelfærdsmærker på pålæg af svinekød, og næste skridt bliver dyrevelfærdsmærkede kyllinger. Efter planen skulle de gerne kunne findes i supermarkederne i løbet af i år, siger Esben Lunde Larsen.

Dyrevelfærdsmærket er i undersøgelsen sammenlignet med andre mærker.

De mest kendte mærker er også dem, som har været på markedet længst - ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” og ”Ø-mærket”, der har været på markedet i henholdsvis 26 og 29 år.