Dyrevelfærden får et nøk i den rigtige retning

I dag lanceres det nye statskontrollerede dyrevelfærdsmærke for svinekød. Landbrug & Fødevarer bakker op om mærket, der giver forbrugerne bedre muligheder for at vælge dyrevelfærd til.

I dag er en god dag for både danske forbrugere og danske grise. Det nye statskontrollerede dyrevelfærdsmærke for svinekød er nemlig i dag blevet lanceret af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Landbrug & Fødevarer bakker op om mærket, da det vil gøre det lettere for endnu flere forbrugere at vise deres støtte og opbakning til dyrevelfærd, når aftensmaden skal på bordet.

- Vi har længe været med i arbejdet om at lave et mærke, der kan give forbrugerne gennemsigtighed. Det mærke er nu en realitet, og jeg glæder mig over, at forbrugerne får bedre muligheder for at vælge dyrevelfærd til. Det bliver ganske enkelt lettere at tage stilling. Jeg håber nu bare, at alle aktører i detailhandlen bakker op om mærket, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup.

Det nye dyrevelfærdsmærke rangerer fra en til tre stjerner, hvor kød mærket med en stjerne allerede er af meget høj kvalitet, da dyret her har haft bedre vilkår, end lovgivningen kræver det. Der er der da også ros til mærket fra den europæiske organisation Labelling Matters, der arbejder for bedre mærkning til gavn for både dyr og forbrugere.

- Vi hilser det nye danske stjernesystem velkomment, blandt andet fordi det er baseret på, hvordan dyrene har det hos den enkelte landmand. Forbrugerne har ret til at vide, hvordan deres mad bliver produceret. Når det er tydeligt, hvordan kødet er blevet produceret, vælger mange forbrugere at købe kød med højere dyrevelfærd, hvilket betyder at flere dyr får et bedre liv, siger Labelling Matters' projektmanager i EU, Ffinlo Costain.

Dyrevelfærdsmærket er dels skabt for at forbrugerne bedre kan vælge dyrevelfærd, når de står ved køledisken, men mærket er også skabt for at skabe et incitament for de danske landmænd til at løfte niveauet af dyrevelfærd yderligere.

- Vores landmænd har et ansvar for hele tiden at udvikle dyrevelfærden. Vi er allerede i dag blandt verdens bedste, når det kommer til dyrevelfærd, men vi kan blive endnu bedre. Med mærket giver vi forbrugerne en mulighed for at vise, hvad de ønsker af vores dyreproduktion, siger Karen Hækkerup.

- Vi håber at dyrevelfærdsmærket i Danmark får succes og at det vil lede til, at andre EU-lande også indfører tilsvarende velfærdsmærker, siger Ffinlo Costain fra Labelling Matters.