Dyrevelfærdsmærket er landet: Guide dine kunder

Det statslige dyrevelfærdsmærke er nu rullet ud i køledisken. Se, hvad de forskellige niveauer dækker over.

 

”Hvad betyder det, når der er to hjerter på pakken?”. Det spørgsmål skal du forberede dig på i den kommende tid. I hvert fald, hvis du arbejder i Bilka, Føtex, Netto, Meny, Rema 1000, Spar, Aldi eller Lidl. Her er det nye, statslige dyrevelfærdsmærke nemlig landet i butikkerne. I første omgang på grisekød, men det vil senere brede sig til andre slags kød og pålæg.

Det betyder mærket
Det nye mærke er inddelt i tre forskellige niveauer og består af tre hjerter. Jo flere udfyldte hjerter, jo bedre dyrevelfærd. Læs mere om mærket i folderen ’Køb ind med hjertet og skab bedre dyrevelfærd’. Du kan også printe folderen og lægge den i baglokalet - så kan dine kolleger også blive klædt på til at besvare kundernes spørgsmål om det nye mærke.
Herunder kan du dykke ned i kriterierne bag de tre niveauer.

Forbrugerne vil have tydeligere mærkning af dyrevelfærd

Kriterier for de forskellige niveauer
Kriterier for ét hjerte – bedre dyrevelfærd

  • Krølle på halen
  • Mere halm
  • Mere plads
  • Fritgående søer
  • Maks 8 timers transport

Kriterier for to hjerter – endnu bedre dyrevelfærd

  • Krølle på halen
  • Endnu mere halm
  • Endnu mere plads
  • Fritgående søer (stald)
  • Maks 8 timers transport

Kriterier for tre hjerter – meget bedre dyrevelfærd

  • Krølle på halen
  • Meget mere halm
  • Meget mere plads
  • Fritgående søer (friland)
  • Udeareal
  • Smågrise og søer på friland
  • Maks 8 timers transport

Overblik: Få styr på dyrevelfærden hos grise, kvæg og kyllinger

Mere dyrevelfærd på Folkemødet
Kommer du til Folkemødet på Bornholm? Så kig forbi Landbrug & Fødevarers telt lørdag den 17. juni kl. 13.45-14.15. Her blænder vi nemlig op for en spændende debat om dyrevelfærd. Vær med, når et skarpt panel står klar til at nuancere dyrevelfærdsdebatten under overskriften ”Er det penge eller hjerter, der styrer dyrevelfærden?”.

Læs mere: Tema om dyrevelfærd