Forbrugerne skal oplyses

Flere år før forventet er danske svineproducenter i mål med at sænke antibiotikaforbruget med 20 %. Men ved forbrugerne det?

Udviklingen i dansk svineproduktions antibiotikaforbrug målt i kg aktivt stof. I 2015 var det samlede forbrug 81510 kg, hvilket betyder at branchen flere år før tid nåede sin målsætning om at reducere forbruget med 20% fra 2009 til 2020.

Den danske svinebranche har i mange år arbejdet intensivt med at reducere antibiotikaforbruget. Omhyggelig planlægning, gennemtænkte regler og konsekvent handlig har muliggjort en reduktion – helt uden at gå på kompromis med dyrevelfærden. Dermed ligger Danmarks forbrug lavere end forbruget i andre EU-lande, fx England, Tyskland og Holland.

Den gode historie skal helt ud til forbrugeren
Hvilke tanker gør forbrugeren sig mon om antibiotikaforbruget i de danske svinestalde? Det ved forbrugerøkonom hos Landbrug & Fødevarer, Marianne Gregersen noget om: ”Vi har netop foretaget en forbrugerundersøgelse, hvor 25 % af respondenterne erklærer sig uenige i udsagnet Danske svineproducenter bruger mindre antibiotika end udenlandske. Samtidig svarer hele 40 % ’ved ikke’ til udsagnet. Noget tyder altså på, at der er god grund til at fortælle forbrugerne om de reelle forhold.”

Nedenfor kan du dykke ned, i hvilke redskaber branchen har gjort brug af for at reducere antibiotikaforbruget – så er du bedre klædt på til at fortælle historien videre til forbrugerne.

Rettidig omhu
Forebyggende planlægning og actions har været grundlæggende i indsatsen for at reducere antibiotikaforbruget. Derudover dokumenterer kvalitetssikring efter DANISH Produktstandard overholdelsen af strenge danske love og branchebestemmelser, samt Kvalitetshåndbogens øvrige krav.
Kvalitetshåndbogen beskriver samtlige faser og funktioner i den danske svineproduktion.

Verdens største sundhedsstyringssystem
Ved sygdomsforebyggelse spiller tre forhold en særlig rolle: Andelsbevægelsen og dens integrerede produktion, systematisk veterinærrådgivning og verdens største sundhedsstyringssystem. SPF-systemet (Specific Pathogen Free) blev indført i 1971 og omfatter i dag mere end 70 % af den danske svineproduktion. Systemet er med til at reducerer antallet af sygdomsfremkaldende bakterier og sikrer høj sundhed ved lavt antibiotikaforbrug.

Kontrol sikrer overholdelse af grænseværdier
Systematisk registrering af antibiotikaforbruget på bestandsniveau i VETSTAT-databasen muliggør detaljerede opgørelser. Overskrider den Fødevarestyrelsen fastsatte grænseværdi, får den pågældende landmand det 'gule kort', hvilket medfører et krav om reducering af antibiotikaforbruget.

​Brug af antibiotika
I Danmark gælder følgende regler for anvendelse af antibiotika

  • Kun syge dyr må behandles
  • Ingen forebyggende behandling, bortset fra metafylaktisk behandling (anvendes ved udbrud af sygdom i en gruppe dyr, hvor infektionen spreder sig fra dyr til dyr)
  • Kun efter en dyrlæges anvisning, og kun til sygdomme og dyregrupper, som dyrlægen har ordineret behandling til
  • Dyrlæger må ikke sælge medicin, dette er forbeholdt apotekerne.

Benchmark

Dyk ned i benchmarken, hvor du kan få overblik over forskellene i svineproduktionen på tværs af EU.