Fru Larsen vinder Årets ret med Gris 2017

Der var spænding til det sidste, men Hotel & Restaurant Fru Larsen løb med sejren med en ret af haler fra frilandsgris og solsikker. Bliv inspireret af konkurrencens retter og se fotos fra dagen.

Foto: Peter Prik Larsen

Foto: Peter Prik Larsen 

Med sin unikke ret af haler fra frilandsgris, solsikker, løgbouillon & hasselnødder, vandt Tommy Friis fra Hotel & Restaurant Fru Larsen i Laurbjerg ved Langå ‘Årets ret med Gris 2017’.

Rørt og stolt vinder
Det var en tydeligt overrasket og lettere rørt køkkenchef, der under store klapsalver fra salen og konkurrenterne, trådte op på podiet med sit hold og modtog førstepræmien og vinderchecken på 30.000 kr. fra direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen. For selvom kokken er stolt af sin ret, havde han slet ikke forventet at vinde: “Det er helt vildt, det her! Faktisk troede jeg, at det var løgn, da de råbte os op. Vi har været maksimalt presset hele dagen igennem og lige op til aflevering, så jeg er ekstremt glad lige nu,” siger Tommy Friis.

Læs mere: Fire tendenser om gris og gastro

En kombination af gourmet og god, gammeldags husmandskost
I vinderretten forsøger Tommy Friis at vende nogle af grisens egenskaber til noget nyt, og derved få andre smage og teksturer frem: “Man kan lave mange spændende retter med gris – også nogle hvor smagen ikke altid er lige i skabet. Hjemme har vi et ret traditionelt publikum, så der er ingen tvivl om, at vores retter for det første skal smage godt. Først derefter tænker vi på, at vi også gerne skal lave en smuk ret, for det visuelle betyder virkelig meget, når du er ude at spise. Med retten i dag har vi forsøgt at kombinere gourmet med god, gammeldags husmandskost. Og det er vist lykkes ganske godt,” siger han.

Se fotos fra Årets ret med Gris 2017

Den rigtige ret vandt
Repræsentant for dommerpanelet, Svend Rasmussen, var ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige vinder af ‘Årets ret med gris’, der er fundet: “Fru Larsens ret var uden tvivl den flotteste ret, vi er blevet præsenteret for i dag. De har leveret en smuk ret med solsikker – både i blomst og i afblomstret form. Der er én bærende idé med retten, og her er det halen, der så at sige binde retten sammen. Man siger, at ’less is more’, og I har med retten bevist, at det enkle i dag var ’more than enough’ til at vinde det hele,” siger Svend Rasmussen.

Anden- og tredjeplads til Basalt og formel B
På en flot andenplads kom Restaurant Basalt fra København, der med en ret af krogmodnet bryst af gris glaseret over bål med fermenteret langpeber og en puré på brændte, søde løg vandt 15.000 kr.
Tredjepladsen og præmien på 5.000 kr. gik til formel B., ligeledes fra København, der havde kreeret en ret med modnet, økologisk bryst af gris med dehydrerede rødbeder, tørrede, sorte oliven, danske brombær, puré på fermenteret hvidløg og sauce på rødbedereduktion tilsmagt med lakridsrod.

Læs mere: Det hitter på madscenen i 2017

Årets ret med Gris afholdes af Landbrug & Fødevarer og støttes af Norma og Frode S. Jacobsens Fond. Det er fjerde gang, konkurrencen finder sted i Landbrug & Fødevarer-regi.