Genganger bag årets Grand Cru gulerod

Flemming Risegaard, Fårevejle, er for syvende gang kåret som producent af Lammefjordens bedste gulerod.

Torsdag den 2. oktober var der kåring af Lammefjordsgulerod Grand Cru 2015. Vinderen blev for syvende gang Flemming Risegaard, Fårevejle, der også vandt titlen i 2014, 2011, 2010, 2005, 2001 og 1998.

- Det er dejligt, at I bedst kan lide mine gulerødder, men det vigtigste er, at vi får udbredt budskabet om, at vi her på Lammefjorden dyrker verdens bedste grønsager, sagde Flemming Risegaard, der vandt over to andre finalister med sorten Bolero, der er en hovedsort på Lammefjorden.

Kåringen skete ved en event på Faarevejle Fri- og Efterskole, der er involveret i opgaven med at hente gulerødderne hjem.

Samtidig bliver efterskoleeleverne via Lammefjordens Grøntsagslaugs samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om kampagnen Støt Brysterne også opmærksomme på budskabet om sundhed. Det skriver gartnertidende.dk.

Uvildigt dommerpanel
I forbindelse med aftenens kåring på Faarvejle Fri- og Efterskole var der også smagsprøver. Gulerødderne blev bedømt på sødme, udseende og sprødhed af både publikum og et dommerpanel, der bestod af:

  • Selina Sørensen, Kræftens Bekæmpelse.
  • Nina Lemkow, projektleder Geopark Odsherred.
  • Anne Marie Donslund, kulturkonsulent Odsherred kommune.


Grand Cru 2015 vinderen, Flemming Risegaard, i sin mark med gulerodssorten Bolero på Lammefjorden. Foto: John Olsen, Photodan.

Lammefjorden dyrker en fjerdedel af Danmarks gulerødder
Flemming Risegaard dyrker 20 hektar med gulerødder, og høster cirka 1.200 tons. I alt dyrker producenterne på Lammefjorden cirka 300 hektar gulerødder. Det svarer omtrent til en fjerdedel af den danske produktion, oplyser Lammefjordens Grøntsagslaug, der har 34 medlemmer.

Gulerødderne tages op i disse uger for at blive lagt på kølelager. Det samme gør den anden store afgrøde, lammefjordskartoflerne. Her har dyrkerne selv kåret årets bedste, en Exquisa salatkartoffel dyrket af Anders Kristensen.

I disse uger sælges gulerødder og kartofler fra Lammefjorden i særlige poser til støtte for Kræftens Bekæmpelses kampagne, Støt Brysterne. For hvert solgt pose går 50 øre til Støt Brysterne. Kampagnen slutter med udgangen af oktober.

Grand Cru kåringen arrangeres af Lammefjordens Grøntsagslaug og har fundet sted, siden lammefjordsgulerødderne i 1996 fik EU’s kvalitetsstempel BGB, Beskyttet Geografisk Betegnelse.


Over 200 deltog i Grand Cru-arrangementet på Faarevejle Fri- og Efterskole den 2. oktober. Foto: John Olsen, Photodan.