Glade vindere på årets Food Contest

Drikkeklar hindbærsaft, frisk rosmarin, frugtvin og druevin var blandt de danske vindere i årets Food Contest.

Der var smil på læberne, da vinderne af årets International Food Contest fik overrakt præmier og diplomer af Karen Hækkerup, direktør i Landbrug & Fødevarer, i Messecenter Herning den 3. november. Det skriver gartnertidende.dk.

Efter uddeling af præmier til en række mejeriprodukter, der udgjorde de fleste af de 1.300 udstillede varer, kom turen til årets frugt, grønt, frugtvin, druevin og honning.

Sven Moesgaard fra Skærsøgaard Vin måtte på podiet to gange som vinder af kategorierne frugtvin og druevin. Karen Hækkerup ville gerne vide, hvad Skærsøgaards vine går godt til:

- De går godt til både jul, nytår og andre festlige lejligheder. Og dem har vi mange af, lød det smilende fra Sven Moesgaard.


Frisk rosmarin i potter fra Økologihaven blev valgt som årets grønt-produkt på International Food Contest. Foto: Annemarie Bisgaard.

Vinderne i frugt- og grøntsektoren
De udstillede produkter, som alle kunne smages, kom fra 12 lande. Omkring 55 produkter hørte under produktgrupper inden for frugt, grønt og vin. Blandt udstillerne var Økologihaven, Antons, Samsø Bær, Naturfrisk, Rynkeby Foods, Skærsøgaard Vin, Frederiksdal Kirsebærvin og Nyholmgaard Vin.

Vinderne indenfor frugt, grønt, vin og honning blev:

  • Frugt – Drikkeklar, økologisk hindbærmost fra Antons.
  • Grønt – Økologisk rosmarin fra Økologihaven.
  • Frugtvin – Æbleau 2011 fra Skærsøgaard Vin.
  • Druevin – Dons Cuvée Brut 2014 fra Skærsøgaard Vin.
  • Honning – Blandingshonning med havtorn fra Honninghuset, Ærø.


Hindbærsaft fra Antons blev valgt som årets frugt-produkt på International Food Contest. Saften har en fin og fyldig aroma. Foto: Annemarie Bisgaard.

Fair konkurrencevilkår til producenterne
I åbningstalen mindede mejeriforeningens formand Steen Nørgaard Madsen politikerne om, at de skal sikre de danske fødevareproducenter fair vilkår i forhold til international konkurrence.

- Det glæder mig, at regeringen fortolker reglerne fra Bruxelles mere blødt, end de er blevet hidtil, sagde Steen Nørgaard Madsen og pointerede, at fødevareerhvervet ikke kan holde til skrappere regler end konkurrenterne i EU.

Men producenterne skal også være med på banen, når udfordringer skal løses:

- Det er vores opgave at sørge for kvalitet og produktudvikling af varerne. Derfor bliver man glad af at være med på en udstilling som International Food Contest, der er et overflødighedshorn af kvalitetsprodukter, lød det fra Steen Nørgaard Madsen.


Henning Jørgensen, Økologihaven, modtog præmie og diplom for økologisk rosmarin i potte fra Karen Hækkerup og Steen Nørgaard Madsen. Foto: Annemarie Bisgaard
.


Æbleau 2011 fra Skærsøgaard Vin blev præmieret som årets frugtvin på International Food Contest. Æbleau er en hedvin, 17 %, produceret på danske æbler og lagret på egetræsfade. Foto: Annemarie Bisgaard.


Honning med havtorn fra Honninghuset, Kildebjerggaard på Ærø. Foto: Annemarie Bisgaard.


Kokkeelever fra Kold College disker op med små og velsmagende lækkerbiskner af gourmetmad på International Food Contest i Herning. Foto: Annemarie Bisgaard.

Læs mere om International Food Contest her.