God æblehøst i sigte og håb om gode priser

Efter årets frugtprognosekonference er der håb om gode priser på æbler. Jokeren kan blive den store polske høst.

Sæsonen for europæiske konsumæbler ser lovende ud. Lagrene er tomme, og den europæiske eksportsituation ser favorabel ud på grund af kursen på både dollar og pund.

Sådan lyder et positiv signal efter frugtprognosekonferencen i Merano tidligere på måneden.
Meldingen kommer fra direktør Leonard Kampschoer fra hollandske Fruitmasters, en afsætningsorganisation med 600 frugtavlere.

Den europæiske æblehøst – i EU28 – forventes at blive på i alt 12 mio. ton æbler. Det er fire procent mindre end sidste år. Tilsvarende regner de europæiske pæreavlere med en høst lidt under gennemsnittet, i alt 2,3 mio. ton. Det skriver gartnertidende.dk.

Polens store produktion
De tre største æbleproducerende lande i Europa er Polen med 3,75 mio. ton, Italien med 2,3 mio. ton og Frankrig med 1,6 mio. ton. Den polske æblehøst forventes at blive på niveau med sidste års rekordstore høst, mens Frankrig regner med 10 procent stigning og Italien med fem procent fald i forhold til sidste år.

Selv om den russiske embargo i sidste sæson lagde hindringer i vejen for det polske æblemarked, fik Polen alligevel fået afsat sin meget store æblehøst – uden der er helt styr på, hvor de er gået hen. Der er blandt andet tale om illegal import i Rusland.

Spørgsmålet er, hvordan Polen i år får afsat den store æblehøst, der er på niveau med sidste års rekordudbytte. ’Bagdørssalget’ til Rusland bliver måske sværere i år, fordi ulovligt importerede fødevarer til Rusland er udsat for destruktion, skriver Food News.


Den tyske æblehøst forventes at blive 21 procent mindre end sidste år. I Altes Land forventes udbyttet at falde med ikke mindre end en tredjedel i forhold til 2014. Udbyttenedgangen ses især i sorten Elstar. Foto: Annemarie Bisgaard.

Lille æblehøst i Tyskland
I Tyskland er der i år udsigt til den tredjemindste æblehøst de sidste ti år, 885.00 ton. Kun i 2010 og 2013 var den tyske æblehøst mindre. Det lave udbytte i år skyldes ikke kun vekselbæring på vigtige sorter som Elstar og Jonagold, men også at frugtstørrelsen forventes at blive mindre.

Forklaringen på de relativt små æbler er, at sæsonen begyndte senere end normalt, og at klimaet har været tørt i mange regioner. Omkring Bodensøen, der er det største tyske frugtdistrikt, forventes æblernes størrelse at blive fire-fem millimeter mindre end normalt.

På baggrund af den reducerede Elstar-høst i Tyskland håber hollandske æbleproducenter, at de kan afsætte en del flere Elstar til det tyske marked i år, og at manglen på Elstar i Tyskland kan påvirke prisen i opadgående retning. Det skriver Fresh Plaza.

Ud af den samlede æblehøst i EU 28 på 12 mio. ton forventes 7,7 mio. ton at skulle sælges til frisk konsum. Det er 300.000 ton mindre end sidste år. De 7,7 mio. ton æbler til frisk konsum er fordelt med 5,6 mio. ton i EU15 og 2,6 mio. ton i de øvrige lande, især Polen.


Golden Delicious er den største æblesort i Europa. Udbyttet af denne sort forventes i år at blive fem procent mindre end sidste års meget store udbytte og to procent større end gennemsnittet af de sidste tre år. Foto: Colourbox.

Golden Delicious, Elstar og Gala
Golden Delicious er den største æblesort i Europa med et forventet udbytte i år på 2,5 mio. ton, fem procent mindre end sidste år. Det grønne Golden Delicious æble spås en dyster fremtid, idet forbrugerne i højere grad foretrækker tofarvede æbler.

Elstar, der er et populært æble i den nordlige del af Europa, kommer i år ud med et udbytte, der er 13 procent mindre end sidste år, men nogenlunde på niveau af gennemsnitsudbyttet for de sidste tre år. Produktionen af Elstar er forholdsvis lav i år i Tyskland og Beneluxlandene.

Sorten Gala forventes at give samme udbytte som sidste år. Mængden svarer nogenlunde til fire gange mængden af Elstar. Sorten Braeburn ligger på samme udbytte i år som gennemsnittet af de sidste tre år.


Pink Lady er blevet en populær æblesort hos forbrugerne efter massiv markedsføring. Det forventede udbytte i Europa bliver i år 22 procent større end gennemsnittet af de sidste tre år. Foto: Colourbox.

Pink Lady i fremgang
Udbyttet af den populære Cripps Pink med handelsnavnet Pink Lady forventes i år at falde med fem procent i forhold til sidste år, hvor udbyttet var meget højt.

Men i sammenligning med de sidste tre år stiger den europæiske produktion af Pink Lady i år med 22 procent til 236.000 ton.

De første plantager med Pink Lady blev plantet i 1996, og siden da er arealet vokset støt. I dag er der plantet omkring 6,5 mio. træer af Pink Lady, skriver Fresh Plaza. Især i perioden 2010-2012 blev der plantet rigtig mange træer af Pink Lady.

Pærer – udsigt til god afsætning
Den europæiske pærehøst er omkring 80.000 ton mindre end sidste år, så der er håb om et godt udgangspunkt for afsætning, skriver AMI.

Pæresorten Conference er især blevet populær i Tyskland og Skandinavien, og en øget afsætning her kan eventuelt kompensere for en svagere eksport til Østeuropa.

Pæresorterne Williams og Packham Triumph er i konkurrence med pærer fra oversøiske lande.

Eksporten af pærer til Asien går langsomt, men den er alligevel tredoblet på tre år og er nu på 10.000 ton. For sorten Abate Fetel er Tyskland det vigtigste marked, men Nordafrika er også begyndt at aftage denne sort.