Hvad gemmer de unge i køleskabet?

Hvad står der på indkøbslisten hos fremtidens forbrugere? Vi har været i felten og fået lov at kigge ind i køleskabet hos to millennials.

 

Af Anna Jæger Drisgaard 

Millennials
De er morgendagens kunder. Men også nutidens, for faktisk er de allerede i fuld gang med at handle i dagligvarehandlen, at spise i kantinerne og at vælge fra hele Danmarks menukort. Og det vil de gøre i årtier fremover. Og med stadig større købekraft. Men hvem er de? Og hvad betyder noget for dem?

Goderåvaerer.dk har fået lov at kigge indenfor i køleskabet hos to forbrugere, der er født omkring årtusindeskiftet. Millennials.

Læs: Fremtiden forbrugere er både attraktive og krævende

Vis mig dit køleskab - 1

Mød Frederik på 24 år. Han studerer geografi og geoinformatik og bor med sin kæreste i København.

Da vi besøger Frederik bliver det hurtig tydeligt, at det ikke er de sædvanlige varer, der findes på hylderne hos ham.

Mange af varerne f.eks. en pose kartofler, en butternut-squash og et net med løg kommer fra en vegansk måltidskasse, som han og kæresten får leveret hver anden uge. Det skal vise sig at måltidskassen spiller en væsentlig rolle i hans og kærestens forbrug af mad.

Undtagelsestilstand i køleskabet
”Der har været undtagelsestilstand den sidste uges tid, fordi jeg har læst til eksamen”  fortæller Frederik, men tilføjer at livet som studerende egentlig består af mange undtagelsestilstande. Hans mad er i høj grad food on the go – faktisk 75% ude og 25% hjemme. ”I den sidste uge har jeg udover mad fra måltidskassen spist salater fra netto, mad fra et thai sted og et par sharwarma’er”, siger Frederik.

Hjemmelavet mad skal fungere over flere dage
Der bliver altså ikke lavet meget mad hos Frederik, men den mad, der bliver lavet er aftensmad, og den skal helst kunne genbruges næste dag og også gerne dagen efter.

I Landbrug & Fødevarers store millennial-analyse er aftensmaden også fremhævet. Analysen viser, at millennials køber ind lige så ofte som andre – men at det er aftensmaden og to-go retter de køber.

Derfor måltidskasse
Ligesom mad til flere dage sikrer nogle gode måltider, så er måltidskasser også et hit, synes Frederik. Som han siger, så er det let mad fra en kasse, hvor beslutningen om hvad han skal spise allerede er truffet for ham. ”Planlægning er ikke min stærke side, når det kommer til mad. Det bliver lidt mere en dag-til-dag ting for mig, og derfor er kasserne ideelle”, fortæller Frederik.

Økologi og SU passer ikke sammen
Frederik kan godt lide kød, så den veganske måltidskasse betyder ikke at han holder sig væk fra kød. Han synes bare, at grøntsager smagsmæssigt kan noget mere. Når Frederik køber kød, så vælger han primært almindeligt kød, fordi prisen på det økologiske er for høj, når man er på SU. Dog har han truffet en beslutning om, at der er bestemte fødevarer, som han altid køber økologisk. Én af de fødevarerne er æg.

Vis mig dit køleskab – 2

Næste køleskab ejes af Frederikke på 27 år. Hun læser en master i Corporate Communication i København.
Vi spørger Frederikke hvad hun har i sit køleskab, hun griner og siger ”Jeg har kun en sennep og en eddike, men min fryser er fyldt med bær og frugt til smoothies og nogle simple retter jeg kan tø op”. Frederikke fortsætter og fortæller, at der både er morgenmad og frokost på arbejdet, så hun har ikke det store behov for mad, når hun kommer hjem.

Snacks er et must
Snacks er dog noget andet, mener Frederikke. Hun kan nemlig ikke lade være med at købe en aftensnack på vej hjem. Vi spørger hvad snacks er for hende og får at vide, at det er vigtigt, at de snacks hun køber kan noget i forhold til sundhed. Derfor vælger hun gulerødder, humus, daddelbarer eller tilsvarende. ”Det handler om at behandle min krop godt. Jeg ved, at hvis jeg spiser noget der er godt er det godt for min krop, så er jeg i balance. Sunde snacks giver mig en større følelse af værdi end hvis jeg køber en pose vingummier”.

Selvom hun ikke ynder at lave mad i hverdagen ser det anderledes ud i weekenden hvor hun gerne fyrer op for en wok, curry eller lignende. Her bliver der kræset om maden, for her er der tid når hun altså ikke sidder at skriver speciale.

Balance, pris og kvalitet er vigtigst
For Frederikke er sundhed, balance, pris og kvalitet de værdier hun navigerer efter, når hun handler ind. Det drejer sig ikke om at hun ikke vil flotte sig og gå ud med sine venner og spise en masse eller spise to-go-retter, derimod handler det om, at når hun vælger at bruge penge, så skal det også være ordentlig og lækker kvalitet.

Specifikke varer skal være økologiske
Ligesom Frederik, har Frederikke nogle varer som skal være økologiske – havregryn, æbler og gulerødder - uafhængigt af prisen. Hun uddyber sine tanker om økologi. Dansk økologi tror hun på, hvorimod udenlandsk mener hun ikke er økologisk selvom det fremgår på emballagen. Hun stoler ikke på mærkningen, når det kommer fra andre lande.

Lærke Kirstine Lund

Lærke Kirstine Lund

Seniorkonsulent - Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling

Telefon +4533394419

Mobil +4520862871