I mål med 20 pct. lavere antibiotikaforbrug

Forbruget af antibiotika i den danske svineproduktion er faldet markant igennem de seneste år. Nye tal for antibiotikaforbruget i 2015 viser, at svinebranches målsætning om en reduktion på 20 pct. inden 2020 allerede er nået.

Udviklingen i antibiotikaforbrug til svineproduktionen i Danmark målt i kg aktivt stof. Bemærk at der endnu kun foreligger tal for de første 11 måneder af 2015, hvorfor den sidste måned er indregnet som baseret på tallet for den sidste måned af 2014. Det forventes dog, at det reelle tal vil være lavere.

Det samlede forbrug af antibiotika i den danske svineproduktion falder. Det sker samtidigt med, at svineproduktionen er stabil eller svagt stigende. Det skriver branschinfo-kott.se og fachinfo-schwein.de.

”Fra 2009 til 2013 er forbruget antibiotika til svineproduktion faldet 13 procent, og det er selvfølgelig glædeligt, at de sidste to år følger denne udvikling,” siger chefkonsulent og dyrlæge Poul Bækbo, SEGES Videncenter for Svineproduktion.

De seneste tal viser, at svinebranchens målsætning om 20 procents reduktion inden 2020 faktisk allerede er nået. ”Sidste års yderligere reduktion betyder, at vi allerede nu er i mål med en reduktion på over 20 procent siden 2009. Det er fem år inden vores tidsfrist,” siger Poul Bækbo.

Antibiotikaforbruget til svin i Danmark er væsentligt lavere end i de fleste store svineproducerende lande i EU.

Den danske svinebranches målsætning

2020-målsætning: 20 pct. reduktion ift. 2009
Antibiotikaforbrug fra 2009-2013: 13 procent fald
Antibiotikaforbrug fra 2009-2015: 20 procent fald