Kød er en naturlig del af en balanceret kost

WHO har offentliggjort en ny rapport, der beskriver relationerne mellem indtag af rødt kød og udvikling af kræft.

Det er specialenheden under WHO, International Agency for Research on Cancer (IARC), der har anskueliggjort relationen mellem indtag af rødt kød og udvikling af kolorektalkræft gennem data fra 800 epidemiologiske undersøgelser. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie Ernæringsfokus.dk.

Forbrugerne – århh ikke igen
Mediernes overskrifter har været sensationsprægede, mens de dertilhørende brødtekster, for de flestes tilfælde, har måttet erkende, at risikoen er meget lille. Mange faktorer spiller ind, når det kommer til udvikling af kræft, og det er svært at isolere én faktor – i dette tilfælde forarbejdet kød – ud af rigtig mange potentielt kræftfremkaldende faktorer i vores livsstil og miljø. At forarbejdet kød er i samme gruppe som asbest, rygning og arsenik er ”helt hen i vejret” for forbrugerne. Mediebilledet viser, at forbrugerne ikke vil ændre vanerne omkring kød synderligt. At vores allesammens TV-doktor har manet til koldt vand i blodet, satte en hurtigt dæmper på mediebølgerne.

Vores budskaber – en saglig fremstilling
Ikke desto mindre berører en sådan rapport vores produkter! Vi har udarbejdet nogle budskaber, som indgik i det beredskabsmateriale, der gik ud til vores medlemmer op til udgivelsen af rapporten i mandags. Budskaberne beskriver på saglig og positiv vis en fødevaregruppe, der heldigvis er højt elsket af forbrugerne:

Man skal ikke være bange for at spise kød. Spis det som del af en varieret kost. Ernæring er en kompleks størrelse, hvor det er svært at isolere en enkelt fødevares virkning, da alle stofferne i tarmen har indflydelse på hinandens optagelsesevne og dermed virkning i kroppen.

I Landbrug & Fødevarer er vi fortalere for varierede og balancerede madvaner for alle. Kød er en naturlig del af en varieret og balanceret kost. Kød er en vigtig kilde til protein, B6- og B12-vitamin, jern og zink, og vi bakker op om Fødevarestyrelsens officielle kostråd, der anbefaler, at man vælger magert kød, og spiser højst 500 gram tilberedt, rødt kød om ugen og lidt forarbejdet kød.

Vælger forbrugerne magre udskæringer mindskes bidraget af mættet fedt.

Det har rigtig meget at sige, at man tilbereder sit kød på den rigtige måde. Det giver både en bedre spiseoplevelse, og mindsker udvikling af stegemutagener i kødet.

Vi skal naturligvis tage ny forskning om kræft og kød alvorligt, men vi ved også at IARC, der har lavet rapporten, siden 1971 har undersøgt mere end 950 stoffers potentielle indvirkning på udvikling af kræft. Gennem tiden har kun 1 stof klaret frisag, mens alle andre undersøgte stoffer vurderes at have større eller mindre potent kræftfremkaldende virkning. Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind i udvikling af sygdom - både i forhold til kost, miljø og livsstil.

Kød er en god kilde til jern, der er nemt at optage i kroppen. Særligt kvinder i den fertile alder har brug for jern, og det er især denne gruppe, der i forvejen ser ud til at få mindre end deres behov.

Perspektiv
Den første rapport om relationen mellem kød og kræft er fra 2007, opdateret i 2011, og er udarbejdet af World Cancer Research Fund (WCRF). I 2007/11 konkluderede rapporterne, at der var overbevisende sammenhæng mellem indtag af rødt kød og kolorektalkræft. Der er dog flere kritikere af konklusionerne. Blandt andet har forskeren Dominik Alexander fremhævet, at der usikkerhedsmomenter, der bør belyses nærmere for at undersøge, hvilke elementer der har indflydelse på eventuel sammenhæng mellem kød og tarmkræft.

I IARCS rapport er forarbejdet og fersk rødt kød så adskilt i to grupper, hvor det i WCRF´s rapport var behandlet som een. Flertallet af forskerne i IARC har konkluderet, at forarbejdet kød forårsager kræft. Det kan, ifølge IARC, ikke bortforklares ved konfoundere, tilfældigheder eller bias, på grund af det store datamateriale og de konsistente relationer som de har fundet mellem indtag af forarbejdet kød og udvikling af kolorektalkræft på tværs af studier og populationer. Derfor klassificeres forarbejdet kød, inklusiv fjerkræ i kategori 1: kræftfremkaldende for mennesker. Det betyder dog ikke, at indtag af forarbejdet kød er ligeså potent kræftfremkaldende som rygning. Det betyder, at IARC mener, at have ligeså stærke beviser for at forarbejdet kød forårsager kræft, som rygning gør.

I forhold til fersk, rødt kød kan tilfældigheder, bias og konfoundere fra livsstil og øvrig kost ikke udelukkes for at have indflydelse på relationen til udvikling af kolorektalkræft. Flere vel gennemførte studier har ikke fundet klar relation mellem indtag af rødt kød og kræft, og derfor er der for mange huller i evidensen for relationen mellem menneskers indtag af rødt kød og udvikling af kræft. Derfor klassificeres indtag af rødt kød i kategori 2A: sandsynligvis kræftfremkaldende for mennesker.

Det sidste her kan vi betragte som en nedgradering af bevisførelsen mod fersk rødt kød, da WCRF tidligere har fundet overbevisende sammenhæng – nu er der ”kun” en sandsynlig sammenhæng. Rapporten siger ikke noget om, at kød skulle være kræftfremkaldende som en del af en balanceret kost!

WHO har modtaget flere henvendelser med ønsker om afklaring af relationen mellem forarbejdet kød og kolorektalkræft. I begyndelsen af 2016 mødes IARC for at se på de folkesundhedsmæssige konsekvenser af at spise forarbejdet kød i en balanceret kost.

Læs rapporten her

Carcinogenicity of consumption of red and processed meat