Kødpålæg dominerer fantasiløse skolemadpakker

Spegepølse og leverpostej er fast inventar i skolebørns madpakker - til trods for at myndighederne vil have danskerne til at spise mindre forarbejdet kød, viser ny DTU-rapport. Eksperter kalder på større kreativitet hos madpakkesmørerne.

Fire halve med kødpålæg er et almindeligt syn i danske skolebørns madpakker. Faktisk så almindeligt, at børn i alderen 4-14 år er en af de befolkningsgrupper, der har det højeste indtag af forarbejdet kød.

Især drenge i skolealderen har et højt indtag af forarbejdet kød. Men pigerne er også godt med og har et signifikant højere indtag end de voksne kvinder. Skolebørnene toppes dog af de ældste drenge og mændene, der har det højeste forbrug af rødt kød og forarbejdet kød af alle. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie foodculture.dk.

Det viser en ny rapport om Køds rolle i kosten fra DTU Fødevareinstituttet udarbejdet på foranledning af Landbrug & Fødevarer.

”Pålægsindtaget er meget udbredt i Danmark. Det er noget, vi lærer at spise fra den første overgangskost, hvor vi får små hapsere med leverpostej,” siger Anja Pia Biltoft-Jensen, der er medforfatter på rapporten og seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet.

Rapporten viser, at pålægget udgør størstedelen af det forarbejdede kød hos de 4-14-årige skolebørn.

Fødevarestyrelsen råder til begrænset indtag

Kødpålæg, der er færdigproduceret, og forskellige former for forarbejdet kød, eksempelvis pølser, indeholder typisk meget salt. Ofte er det røget og fedt. Tilsætningsstoffer som eksempelvis konserveringsmidlet nitrit kan også være tilsat.

Faktorer, der af flere forskellige årsager, kan have en negativ indflydelse på sundheden og resultere i livsstilsygdomme. Derfor råder Fødevarestyrelsen, WHO og Kræftens Bekæmpelse til at begrænse indtaget af forarbejdet kød.

Budskabet er dog ikke helt trængt igennem til madpakkesmørerne, der i udstrakt grad stadig sværger til den traditionelle madpakke, hvor rugbrød er toppet med spegepølse, rullepølse og leverpostej.

Rugbrød trækker madpakkerne op

Seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet, Anja Pia Biltoft-Jensen, forklarer, at kødpålæg er nemt og praktisk, når man ikke så godt kan give børnene en varm ret med i skole; derfor er det så udbredt. Indtaget af kødpålæg falder med alderen, især hos kvinderne, da de voksne tit har andre muligheder, eksempelvis i form af en kantine på arbejdspladsen:  

”Børn har ikke de samme muligheder. Men det er ikke, fordi børnene ikke kan lide deres madpakker. De er vant til at få dem - og det, man kender, er som oftest også det, man foretrækker.”

Det positive aspekt ved madpakkerne er, at pålægget som regel følges med rugbrød. Børnene efterlever således anbefalingerne om indtag af 75 g fuldkorn/10 MJ om dagen bedre end de voksne. Alligevel er det ifølge Anja Pia Biltoft-Jensen værd at tænke over den udbredte brug af forarbejdet kødpålæg:

”Jeg tænker, der er plads til forarbejdet kød, men med måde. Set i lyset af de seneste kræftrapporter kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er rigtige, vi gør, når vi i Danmark i så stor udstrækning smører madpakker med forarbejdet kødpålæg til børnene.”

Fornuft i at begrænse pålægsforbrug

Det er ikke lavet undersøgelser af, om der er sammenhæng mellem børns indtag af forarbejdet kød og udvikling af kræft som voksne - og dermed ved man heller ikke, om forarbejdet kød som kødpålæg kan øge risikoen for at udvikle kræft.

Men studier udført på voksne viser en klar sammenhæng mellem et højt indtag af forarbejdet kød og udviklingen af tarmkræft. Ifølge Politiken har WHO konkluderet, at hver portion på 50 gram forarbejdet kød om dagen, øges risikoen for tarmkræft med 18 procent.

”I forhold til et sikkerhedsprincip er det en god idé at tænke over at give børnene nogle flere valgmuligheder. Det betyder ikke, at de ikke må spise kødpålæg, men det er vigtigt at variere det,” siger Anne Tjønneland til foodculture.dk.

Spis kødpålæg med måde   

Landbrug & Fødevarers forbrugerøkonom, Marianne Gregersen, mener heller ikke, at pålægget skal vælges fra, men derimod spises med måde:

”Som forældre kan man vælge magre typer kødpålæg, som skinke, kylling og kalkun, eller den fedtfattige leverpostej og nøglehulsmærkede pålægspølser, som også fås i detailhandlen. I Danmark bruger man heller ikke nitrit i økologiske pølser, og sådan er der mange muligheder for at navigere.”

I hendes optik handler det om basal sund fornuft og at huske, at der også er fordele ved at spise kød:

”Det handler jo igen-igen om at spise alt med måde - ikke mindst pålæg. Det er vigtigt for børnene at få et måltid, der mætter, og hvis børnene godt kan lide kødpålæg, er der den fordel, at de får godt med kerner og andet godt via det rugbrød, der næsten altid følger med. Desuden er kød og kødpålæg også er en god kilde til protein,” siger Marianne Gregersen.

Hvis man er bekymret, kan man ifølge Marianne Gregersen læne sig op ad den såkaldte ’Gi’ madpakken en hånd-model’, der viser, hvad der bør være i en sund madpakke til børn. Her er kødpålæg på listen. I modellen symboliserer de fem fingre, at en sund madpakke bør sammensættes af brød, grønt, pålæg, fisk og frugt.

Svært at rykke ved fasttømrede madtraditioner

Preben Vestergaard, der er lektor i human ernæring ved Professionshøjskolen Metropol, påpeger, at det positive ved madpakketraditionen er, at børnene jo får noget mad - frem for at stå nede ved bageren. At der følger fuldkornsbrød med, er et stort plus.

”Hvis kødpålægget var ledsaget af toast, var det en dobbelt problemstilling. Hvis man skærer tykke skiver og lade være med at anvende så meget fedtstof, kan man sige, at kødpålægget ikke har så stor betydning. Det opvejer lidt den negative side,” siger Preben Vestergaard.

I de madpakker, hvor kødpålægget bliver dominerende, er der dog plads til forbedring. Alt for ofte bliver madpakken et venstrehåndsarbejde i de små hjem. Ifølge Preben Vestergaard er det bemærkelsesværdigt, at spegepølse- og leverpostejsmadpakkerne har kunnet overleve i så mange år.

”Det er en kvalitetsdiskussion, vi skal have frem. Det kan altså gøres bedre, og vi skal tage ansvaret på os. Det er svært sejt og svært træk, for de traditioner vi har i forhold til madkultur, er meget svære at rykke på,” siger Preben Vestergaard og påpeger, at der er masser af muligheder for at innovere madpakkerne.

Innovative pålægsproducenter flytter grænserne

At spegepølse og leverpostej har kunnet opretholde populariteten skyldes ifølge Landbrug & Fødevarers forbrugerøkonom, at industrien har gjort meget ud af at lytte til forbrugerne og udvikle nye produkter med eksempelvis mindre fedt og/eller salt.

”Udfordringen er, at det kan være svært at rykke ved en faktor som eksempelvis saltindholdet i kødpålæg uden at ødelægge fastheden og strukturen, men der er blevet gjort meget for at undersøge mulighederne og produktvikle gennem forskellige forskningsprojekter - eksempelvis hos Teknologisk Institut,” siger Marianne Gregersen.

Baggrunden for arbejdet med saltreducering er tanken om, at hvis producenterne langsomt sænker indholdet af salt i fødevarerne, vil forbrugerne vænne sig til smagen.

Undersøgelser viser nemlig, at det kræver tilvænning. Det har været - og er fortsat - et af målene i Saltpartnerskabet, en sammenslutning af organisationer, heriblandt Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Forbrugerrådet Tænk.

Køds rolle i kosten

Danmark er en nation af kødspisere.

I løbet af en uge er rødt eller forarbejdet kød på langt de fleste danskeres menu. Hvor meget vi spiser, og den livsstil, der går hånd i hånd med et lille eller stort kødindtag, er der dog stor forskel på, viser en opgørelse af kødets rolle i danskernes kost og livsstil fra DTU Fødevareinstituttet.

Alt i alt har folk med en mindre gunstig livsstil et højere kødindtag. Det er typisk unge mænd, som oftere er overvægtige, ryger dagligt og har en kort uddannelse, der spiser mest kød.

De, der spiser mindst kød, er typisk midaldrende, normalvægtige kvinder med en længere uddannelse, som ikke ryger dagligt og bor i en husstand uden børn.

Folk med et højt kødindtag er generelt dårligere til at følge kostrådene, idet de ofte spiser mindre frugt, grønt, fisk og fuldkorn end dem, der spiser mindre kød.

Undersøgelsen er udarbejdet for Landbrug & Fødevarer. Data kommer fra DANSDA 2011-2013, som har undersøgt, hvad 3.946 personer i alderen 4-75 år har spist og drukket i løbet af en uge.

Bekymrede forældre

Madpakkestressede forældre stresser over:
  • om madpakken er sund nok.
  • at få madpakken retur med indhold.
  • om madpakken lever op til de officielle kostråd.
  • om de andre børn i klassen har en sjovere madpakke med end ens eget barn.
  • at det er mandag morgen, køleskabet er støvsuget efter weekenden og man er tvunget til at skifte guleroden ud med pålægschokolade og rugbrødet ud med toastbrød – for hvad tænker læreren egentlig?
Kilde: Marie Steenberger, ernæringsekspert på dr.dk/levnu (eksternt link)

Populære madpakker

12,7 mio. madpakker bliver der smurt hver uge i Danmark, og børnefamilier er de, der smører flest madpakker – børnefamilier med yngre skolebørn smører mere end 13 madpakker om ugen.

Rugbrød og kødpålæg er fortsat faste bestanddele i madpakken, mens relativt mange også har frugt og grønt med. Det er især yngre forbrugere samt kvinder, der har frugt og grønt med i madpakken.

Skolebørn i alderen 7-12 år spiser stort set kun madpakker til frokost. De mindste børn under. 7 år spiser primært madpakke eller i madordning. De største børn på 16 år eller derover spiser også primært madpakke, men i højere grad end andre også frokost hjemme.

Kilde: L&F, repræsentativ befolknings-undersøgelse blandt danskere i alderen 18-70 år.
Gennemført i august 2015


Begræns indtag af rødt/forarbejdet kød

Fødevarestyrelsen anbefaler:

Spis højst 500 gram tilberedt kød om ugen fra okse, kalv, lam eller svin. Det svarer til to til tre middage om ugen og lidt kødpålæg

Undgå at spise for meget rødt kød og forarbejdet kød, da der er en sammenhæng mellem udvikling af nogle typer af kræft og det at spise meget rødt kød og især forarbejdet kød.

Rødt kød er kød fra firbenede dyr, fx okse-, kalve-, lamme- eller svinekød – uanset om det er gennemstegt eller ej.

Forarbejdet kød er røget, saltet og nitritkonserveret kød, fx kødpålæg, hamburgerryg, skinke, pølser og bacon.

Kilde: De officielle kostråd på altomkost.dk (eksternt link)