Mælken skal være dansk

Mælk kommer ind på en førsteplads, når danskere skal vælge, hvilke varer der være produceret i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra analysevirksomheden Nielsen.

I undersøgelsen er ca. 500 danskere blevet spurgt om deres præferencer i forhold til, om deres varer er produceret globalt eller lokalt. Mælk topper listen over de produkter, som danskerne foretrækker, er lokalt produceret, idet 65 pct. af de adspurgte helst vil have dansk mælk. På de følgende pladser kommer grøntsager og kød begge med 60 pct., frugt 56 pct. og yoghurt 50 pct. Det skriver mejeri.lf.dk.

Supermarkeder bakker op om dansk mælk
Offentliggørelsen af undersøgelsen falder sammen med, at den tyske discountkæde Aldi i dag sænker prisen på mælk – både konventionel og økologisk – med en krone pr. liter som følge af, at indkøbspriserne på mælk er faldet globalt. Ifølge det digitale nyhedsmedie Finans har de to store danske dagligvarekoncerner COOP og Dansk Supermarked dog ikke tænkt sig at følge efter.

”Vi sælger i Netto, Føtex og Bilka udelukkende dansk mælk, fordi det er det, vores kunder efterspørger. Vil man have tysk mælk, kan man købe den i Aldi, men vi holder fast i dansk mælk fra dansk malkekvæg,” siger pressechef Mads Hvitved Grand således til Finans.

Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen har følgende kommentar: ”Dels synes vi, at det er grundlæggende forkert, at et kvalitetsprodukt som frisk dansk mælk skal sælges så billigt, at det koster det halve af en flaske vand. Dels mener vi ikke, at det er tyske discountkæder, der sætter prisniveauet for dansk mælk ved at sælge billig udenlandsk mælk i Danmark.”

Dansk Mælk-mærket hjælper forbrugerne
Resultatet af Nielsen undersøgelsen bekræfter en tilsvarende undersøgelse, Mejeriforeningen sidste år fik foretaget gennem Epinions Danmarkspanel. I denne undersøgelse, der var baseret på godt 2.000 webinterviews, svarede 69 pct. af de adspurgte, at de foretrak mælk, der er produceret i Danmark, og dermed kom mælken også her ind på en klar førsteplads.

Siden 2012 har mælk fra danske køer og mejerier været markeret med et Dansk Mælk-mærke, som er garanti for, at mælken er dansk hele vejen fra ko til karton.

”Mærket skal gøre det lettere for forbrugerne at navigere, når de skal vælge mælk i køledisken, for navnet på kartonen afspejler ikke altid, om mælken er dansk,” siger afdelingschef i Mejeriforeningen Jan Hermansen.

Sidste sommer søsatte Mejeriforeningen en kampagne, der skal udbrede kendskabet til Dansk Mælk-mærket. Kampagnen løber frem til 2018. Kampagnen drives først og fremmest af forbrugernes præference for dansk mælk, som danskerne forbinder med friskhed og kvalitet.

”Forbrugerne har tillid den kvalitet og fødevaresikkerhed, vi har i Danmark, og vi kan med god samvittighed sige, at dansk mælk – både den konventionelle og den økologiske – er i verdensklasse,” siger Jan Hermansen.