Pæn høst af økologisk frugt i år

I Danmark er der en forholdsvis pæn høst af økologiske æbler i år. På EU-plan er øko-æblehøsten mindre end sidste år.

I europæisk sammenhæng er den danske høst af økologiske æbler ganske lille, knap én procent. I år forventes godt 1.300 ton danske øko-æbler. Gasa Nord Grønt håndterer de fleste, mens frugtavler Laust Spandet Jensen, Fejø, håndterer knap en fjerdedel. Det skriver gartnertidende.dk.

Gasa Nord Grønt – 1.300 tons øko-kernefrugt
- Vi forventer at omsætte cirka 1.000 ton økologiske æbler i år, fortæller kvalitetskonsulent Birgitte Pedersen, Gasa Nord Grønt, og nævner Santana, Pirouette, Rød Aroma og Rød Holsteiner Cox som de vigtigste æblesorter.

- Høsten af øko-æbler kunne have været større i år, men æblebladhvepsen havde desværre en meget langstrakt flyvning og nåede derfor at ødelægge rigtig mange æbler i nogle plantager, forklarer Birgitte Pedersen.

I 2014 var høsten af øko-æbler meget lille på grund af frost og kulde i maj måned. Gasa Nord Grønt omsatte kun 550 ton økologisk æbler sidste år, hvor de største sorter var Rød Aroma, Rød Holsteiner Cox og Santana.

- Gasa Nord Grønts omsætning af pærer regner vi med i år bliver på 100 tons, ligeligt fordelt på sorterne Concorde og Clara Frijs. Sidste år var pærehøsten på knapt 20 ton, primært Concorde, oplyser Birgitte Pedersen.


Frugtavler Laust Spandet Jensen, Fejø, regner med at skulle håndtere 300 ton økologiske æbler i år, hvoraf knapt halvdelen er fra egen plantage. I løbet af de kommende fem år vil han udvide den økologiske del af sin plantage til 15 hektar. Arkivfoto: Annemarie Bisgaard.

Øko-frugt fra Fejø
Frugtavler Laust Spandet Jensen, Fejø, håndterer også en del økologisk frugt, dels fra sin egne syv hektar med økologisker æbler, dels fra en række mindre avlere på Fejø og en avler på Lolland.

- Jeg regner med at omsætte cirka 300 ton økologiske æbler i år, hvoraf de 140 ton kommer fra min egen plantage. De vigtigste sorter er Holsteiner Cox, Pirouette og Elstar, fortæller Laust Spandet Jensen, der også har 37 hektar med konventionelt dyrkede æbler.

Af økologiske pærer forventer Laust Spandet Jensen i år at håndtere 40 ton, hvoraf de fleste er Concorde og Conference, men også lidt Clara Frijs. Desuden har Fejø-avleren 1,5 hektar med økologiske blommer af sorterne Opal, Edda, Avalon, Jubileum, Ive og Sveske.


Laust Spandet Jensen udvider sin plantage med blandt andet med pæresorten Concorde, der er robust mod sygdomme og egner sig til økologisk dyrkning. Den plukkes i sidste halvdel af september. Foto: Annemarie Bisgaard.

Udvider den økologiske del af plantagen
Laust Spandet Jensen har planer om at udvide sin økologiske plantage.
- Vi skal op på 15 hektar økologisk frugt i løbet af de næste fem år. Det er min målsætning, lyder det fra Laust Spandet Jensen, der ikke tør lægge hele sin plantage om.

- Vi skal jo også have frugten solgt til fornuftig pris. Vi kan ganske vist nemt sælge meget mere økologi, hvis vi vil gå ned i pris. Men det vil vi ikke. Omkostningerne skal betales, siger Laust Spandet Jensen, der mener, at prisen skal være mindst 80 procent højere end for konventionel frugt.

I løbet af de næste tre-fire år planter Laust Spandet Jensen fem hektar æbler, blandt andet Elstar, Discovery og Holsteiner Cox samt et par hektar pærer af sorterne Katrine, Concorde og Conference. Han sælger primært frugten til Irma, men også til resten af Coop-kæden og lidt til catering.

Mindre høst af øko-æbler i Europa
Ser vi på produktionen af øko-æbler ude i Europa, er de største regioner absolut Sydtyrol og Trentino i det nordlige Italien. Her bliver knapt halvdelen af de europæiske øko-æbler produceret, 47 procent. Det skriver fagbladet Obstbau-Weinbau.

Herefter følger Tyskland med 29 procent og Østrig med 15 procent. Holland, Frankrig og Belgien har kun små andele på henholdsvis fire, tre og to procent.

I år forventes høsten af øko-æbler fra de seks største lande at blive ni procent mindre end sidste år, cirka 136.000 ton, hvoraf 122.000 ton sælges til frisk konsum, mens 14.000 ton går til industrien.
Sammenlignet med 2014 er det kun tre procent færre æbler til frisk konsum, men 40 procent færre til industri.


18 procent af alle økologiske æbler til frisk konsum i Europa er sorten Gala. Dernæst kommer Golden Delicous og Topaz.

Gala er den største økologiske æblesort
Den italienske og østrigske øko-æblehøst er i år nogenlunde af samme størrelse som sidste år med henholdsvis godt 64.000 ton og godt 19.000 ton. I Tyskland bliver høsten omkring 25 procent mindre end sidste år. Også Belgien og Holland forventer også en reduceret høst.

Gala er den sort, der dyrkes mest i de økologiske plantager ude i Europa. I år forventes godt 22.000 ton, det svarer til 18 procent af de økologiske æbler til frisk konsum. På andenpladsen kommer Golden Delicious med knapt 15.000 ton efterfulgt af Topaz med godt 13.000 ton. Rækkefølgen og mængden ser således ud i år:

  • Gala – 22.391 ton – 18 procent.
  • Golden Delicious – 14.628 ton – 12 procent
  • Topaz – 13.280 ton – 10,9 procent
  • Braeburn – 12.741 ton – 10,4 procent
  • Elstar – 11.085 ton – 9 procent
  • Jonagold-typer – 10.151 ton – 8,3 procent
  • Pinova – 6.617 ton – 5,4 procent

Mængdemæssigt bliver der høstet mindre end 4.000 ton økologiske æbler af sorterne Rød Delicious, Fuji, Santana, Idared, Cripps Pink, Boskoop, Cox, og Kanzi.


Der er ikke mange økologiske pærer i Europa. Conference er den største pæresort med cirka 4.000 ton i år. Foto: Annemarie Bisgaard.

Få økologiske pærer i 2015
Høsten af økologiske pærer i de seks største europæiske lande forventes i år at blive 17 procent mindre end sidste år, cirka 6.000 ton, ifølge fagbladet Obstbau-Winbau.

Sorten Conference udgør 60 procent af produktionen, knapt 4.000 ton, mens der af hver af sorterne Uta, Concorde og Alexander Lucas høstes nogle få hundrede ton.