Roskilde-slagter har øget salget med syv pct. siden de vandt Slagterprisen

Danmarks fornemmeste pris for slagtere fører typisk til større omsætning for vinderne. Nu er der åbnet for indstillinger til 2018-priserne.

 

Det har ikke mindst været tilfældet for sidste års vinder, Slagter Frimann i Roskilde. Det går godt hos Slagter Frimann i Roskilde, og siden de fik overrakt Slagterprisen i september 2017, er det kun gået endnu bedre.

”Omsætningen er steget syv pct. siden vi vandt prisen,” fortæller indehaver, slagtermester Palle Christensen, da han tager en pause fra at betjene kunder i slagterbutikken.

”Der er simpelthen kommet flere ekspeditioner, fordi der er kommet flere folk til, og det er jo dejligt.”

Landbrug & Fødevarer uddeler hvert efterår to slagterpriser – en til årets supermarkedsslagter og en til årets privatslagter i Danmark. Forud er gået en proces med indstillinger, besøg hos talrige slagtere, evalueringer og præsentationer inden juryen er klar til at kåre årets vindere baseret på faglighed, men også udtryk, innovation, samt en vurdering af, hvordan selve salget foregår i butikken.

Vækster med ca. en million efter pris
Ovenpå en så grundig evaluering er der intet kuriøst i, at det også betyder øget omsætning. Det understreger Christian Friis, der er faglærer for detailslagterne på Danmarks næststørste erhvervsskole, ZBC. Han er også flerårigt medlem af den jury, der bedømmer og udvælger vinderne af slagterprisen, og har fulgt vinderne igennem årene.

”De fleste prisvindere fortæller, at de vækster med ca. en million kr. i årsomsætning efter at have vundet prisen. Det svarer typisk til en højere omsætning på et sted mellem syv og ti pct., så det lyder helt efter bogen med Slagter Frimann,” siger Christian Friis.

Kunder vil gerne køre længere

Forklaringen er, påpeger han, at prisen tiltrækker nye kunder, der gerne vil køre længere efter det unikke, og at de slagtere, der vinder prisen, langt fra er engangsforestillinger. De har typisk holdt en høj og innovativ standard igennem flere år, og dermed bliver Slagterprisen den blåstempling, der får udbredt den høje standard. Derudover er vinderne innovative.

”Palle har forstået at tænke i lokale produktioner, men også hans måde at tænke måltidsløsninger peger ind i fremtiden,” siger Christian Friis og tilføjer:

”Tag alt hans pålæg, som der ligger en unik historik bag. Han gør meget ud af at lytte til sine medarbejdere. Han har eksempelvis ladet sig inspirere af alverdens kulinariske forslag igennem udenlandske slagtersvende, der kommer fra hele verden, og som ofte har gode ideer. Det har blandt andet resulteret i et bresaolapålæg inspireret af en af medarbejdernes tid som slagtersvend i Shanghai.”

Mange take away-muligheder
Alt det er ikke nogen tilfældighed, bedyrer Palle Christensen.

Slagter Frimann har en politik om aldrig at bruge gluten i deres varer, så der også er valgmuligheder for glutenallergikere. De sælger 10-15 forskellige færdigretter ved disken og omtrent 20 forskellige gammeldags retter på frost som bøf stroganoff, boller i karry, forloren skildpadde og supper. Dertil kommer saucer og fonder, som også står på frost. Dels i butikken, men medarbejderne kører også mad ud.

”Hvis man har været kunde her, og ikke kan være kunde mere på grund af alderdom, har vi den politik, at man ikke skal gå ned på det. Derfor kører vi hver torsdag gratis ud med mad til dem,” siger Palle Christensen og tilføjer, at de også på helt klassisk vis leverer mad til selskaber og andre kunder.

”Udover at være slagter er vi også en servicevirksomhed.”

Privatslagtere bør skele til supermarkedsslagtere
Han tror på, at fremtiden handler om at blive bedre til at tilpasse sig markedet.

”Det kan ikke hjælpe noget, at man har et indtryk af, at alle vil have færdigretter. Det er måske tilfældet i storbyen, men sådan er det ikke i resten af Danmark. Man skal agere ud fra, hvor man er og optimere det hold, man har. Videreuddanne og sende på kurser. Det er helt afgørende,” siger Palle Christensen.

Christian Friis er enig og tilføjer, at privatslagterne med fordel kan skele til supermarkederne.

”Der er kommet forbrugertrends som kød-fri mandag for at spise mindre kød, og der er kommet mange flere vegetarer. I stedet for at se det som noget negativt er det vigtigt at udvide sit sortiment i stedet. Kig på menu-sammensætninger og tilbyd et større udvalg. Hvis en del af kunderne fravælger kød, er det nødvendigt at tilbyde dem det, de så vil have. Altså et bredere sortiment inspireret af supermarkederne.”

Der er nu åbent for indstillinger til, hvem der skal modtage Slagterprisen i 2018.


Fakta – sådan kåres årets vindere:
5. februar: Der er åbent for indstillinger
10. april: Deadline for indstillinger, som herefter bliver vurderet af en jury
2. maj: Præsentationsmøde på Axelborg, hvor indstillede kandidater præsenterer sig
Ultimo maj: De nominerede offentliggøres og juryen besøger de nominerede ligesom en mystery shopper kommer på besøg hos slagterne.
9. oktober: Prisoverrækkelse på Fødevaredagen, Hindsgavl Slot

LÆS MERE om Slagterprisen  

Slagterprisen er finansieret af Svineafgiftsfonden og Kvægafgiftsfonden