Sommervarmen sætter pres på klimaanlæg i svinestalden

Klimaanlæg og kolde brusebade køler de danske svin ned, når temperaturen går op. Svin kan nemlig ikke svede og bliver stressede i sommervarmen. Det stiller store krav til et ordentligt indeklima i stalden.

Temperaturen i en svinestald ligger ofte 3-5 grader over udetemperaturen. Det øger behovet for effektive klimaanlæg og overbrusning i svinestalden på varme sommerdage.

Airconditionanlæggene bliver sat på 'max' eller vinduer åbnet, når sommervarmen som nu sniger sig ind over landet og presser temperaturen op inde på kontorerne. Men det er ikke kun os mennesker, der bliver dovne og dvaske, når sommeren bliver hed. Varmen påvirker i høj grad også svinene i de danske svinestalde, fortæller Erik Damsted, seniorprojektleder i Seges:

”Når det bliver varmt ude, bliver der typisk 3-5 grader varmere i staldene. Derfor er der behov for mere knald på klimaanlægget og noget overbrusning, der kan køle svinene ned,” siger han og forklarer, hvordan varmen påvirker svinene:

”Svinene vil ikke spise så meget, og de bliver stressede, nøjagtig på samme måde som vi selv bliver pirrelige, hvis vi sidder på et varmt kontor en hel dag, hvor luften er dårlig. Og så ved du også, at du ikke er lige så aktiv, som du ellers vil have været.” Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie foodculture.dk.

Svin får kølende brusebad hver halve time i sommerheden

Ud over et effektivt klimaanlæg, der cirkulerer luften i stalden bliver svinene nedkølet med enten højtrykskøling, der med forstøvet vand sænker temperaturen i staldene, som man måske kender det fra forstøverne i supermarkedernes grøntafdelinger, eller et brusebad.

”Når det bliver rigtig varmt, bliver svinene bruset ned en gang hver halve time, og så får de det behageligt noget tid igen. Det er det samme som hos os mennesker, når vi ligger på stranden og koger, så bliver man kølet ned ved at tage en dukkert, og så kan vi holde til at ligge lidt på stranden igen,” fortæller Erik Damsted.

LÆS OGSÅ på foodculture.dk Halebid: Svinebranchen vil undgå halebid

Svin kan ikke svede

Klimaet i stalden er vigtigt, for modsat talesproget ”at svede som et svin” kan de faktisk ikke svede. Det fortæller dyrlæge i Vet-Team Gerben Hoornenborg, der til daglig besøger landmænd og rådgiver om forholdene i svinestaldene:

”De kan kun komme af med varme gennem vejrtrækning. I værste tilfælde kan svinene dø af varme, og derfor er det rigtig vigtigt med et godt klimaanlæg i staldene, som man så supplerer med overbrusning eller højtrykskøling, når det bliver rigtig varmt.”

LÆS OGSÅ på foodculture.dk Danskerne overdriver deres engagement i dyrevelfærd

Brusebad til svin allerede når udetemperaturen runder 14 grader

Allerede når udetemperaturen runder 14 grader kan det være nødvendigt at overbruse svinene i stalden, fordi temperaturen herinde ofte er noget højere. Svinene har det fint med temperaturer i stalden op til 25 grader, men hvis det bliver varmere, begynder det at påvirke dyrene. Og så bliver det nødvendigt at overbruse svinene hyppigere og hyppigere, fortæller Gerben Hoornenborg:

”Når det virkelig er varmt, overbruser man måske svinene hver halve time. Her er det vigtigt at have vandet tændt længe nok, for svin er utroligt hierarkiske, og ellers vil det kun være dem, der er øverst i hierarkiet, der får tid under bruseren.”

Hvis svinene ikke kan komme af med varmen, så spiser de mindre, de ligger mere ned, og de puster mere, forklarer Gerben Hoornenborg:

”Derudover begynder de at lægge gødning på det faste gulv, og hvile på spaltegulvet, fordi det er køligere. Det sviner helt vildt, og så forværrer det klimaet i stalden yderligere, fordi det giver en højere koncentration af ammoniak, der fordamper op i luften.”

Forskning: Videoovervågning kan fange problemer i opløbet

På Aarhus Universitets Institut for Husdyrvidenskab undersøger man lige nu, hvordan videoovervågning tidligt kan advare om, at svinene får det for varmt:

”Vi forsøger at udvikle nogle overvågningsværktøjer, så man bedre kan forudse, hvis svinene ’vender stien’ og begynder at sove på de mere kølige spalter og i stedet lægge gødning på det faste gulv. Det er ved at have videokameraer op over stien, hvor en computer laver en model over deres liggemønster. På den måde kan man tidligt spore ændringer og dermed mulige problemer,” siger seniorforsker Lene Juul Pedersen og fortæller, om et andet indsatsområde, forskerne lige nu undersøger:

”Derudover arbejder vi med en ny metode, hvor vi måler temperaturen nede i de enkelte stier. I dag regulerer man på rumniveau, og styrer klimaanlægget derudfra, men temperaturen kan variere meget fra sti til sti og endda fra de enkelte områder i stierne.”

Dårligt staldklima betyder stress og halebid

Nye værktøjer til at sikre et optimalt indeklima i stalden er vigtigt for den enkelte landmand, mener Lene Juul Pedersen. For i dag har man kun ganske få muligheder for at regulere temperaturen med ventilation samt overbrusning eller højtrykskøling:

”Et dårligt klima i stalden skaber stress, der fører til for eksempel halebid i varme perioder, og i værste tilfælde kan det være livstruende, hvis svinene ikke kan komme af med varmen. Det er derfor et kritisk indsatsområde for landmanden. Når man endnu ikke har så mange værktøjer til at køle i staldene, så det er vigtigt, at man får det optimale ud af de få metoder, vi har til rådighed i dag,” understreger Lene Juul Pedersen.

LÆS OGSÅ på foodculture.dk Big Brother skal redde økopattegrisen

Varme i stalden

Ventilationsanlæg i svinestalden skal kunne holde temperaturen nede, så det ikke bliver mere end 4-5 grader varmere end udenfor.
  Det er vigtigt at holde ventilationsanlægget rent, så man bevarer den maksimale effekt i stalden.

Svin er ikke så glade for varme, da de ikke kan svede og derfor har svært ved at komme af med varmen. Ved udetemperaturer over 12-14 grader, begynder man også at overbruse eller højtrykskøle, så svin ikke bliver overophedet.

Overbrusning sker fra klokken 9.00 til 21.00 og intervallet mellem overbrusninger forkortes efterhånden som temperaturen stiger.

Kilde: Seges, Videncenter for Svineproduktion