Spændende navne i spil til ny nordisk madpris

Hvem er nordens bedste madhåndværker? Eller nordens bedste madiværksætter? Spændingen bliver først udløst til august, men nu er de nominerede til Embla – en ny nordisk madpris – fundet. Juryerne i de nordiske lande har været på arbejde, for der har været mange gode indstillinger til prisen.

 

Hvem er bedst til at kommunikere om mad i hele norden? Hvem har det bedste koncept, der biddrager til at udvikle den kommende generations viden og kundskaber i forhold til nordisk mad og madkultur? Svarerne får vi først til august, men de syv nordiske landbrugsorganisationer bag den første nordiske madpris, Embla, har nu fundet de nominerede. Det skriver Landbrug & Fødevarer på lf.dk.

I alt er der kommet 185 indstillinger fra de syv deltagende nordiske lande, og det har ikke været en nem opgave for juryen at udvælge de nominerede for hvert land.

Andreas Buchhave, der er chefkonsulent ved Landbrug & Fødevarer og projektleder på den nye nordiske madpris, siger:

- Vi har fået mange gode indstillinger til Embla. Ikke blot i Danmark, for det er faktisk gældende for alle de nordiske lande. Det er første gang, at Embla skal uddeles, og det er en stor styrke for prisen, at der har været så mange gode indstillinger.

Embla hylder det ypperligste i det nordiske køkken; råvarer, fødevarer, produktionsmetoder og de professionelle, der står bag det hele. Embla er et prioriteret projekt af Ny Nordisk Mad og finansieret af Nordisk Ministerråd.

Prisen er blevet etableret for at få delt viden og erfaringer:

- Embla skal netop være med til at styrke den fælles nordiske madidentitet og kultur og øge interessen for nordisk mad uden for Norden, siger Andreas Buchhave.

Den 23. august mødes de nordiske lande i en fælles nordisk jury, hvor de skal finde vinderne af Embla.
De syv vindere af Embla-prisen bliver kåret til miljø- og fødevareministeriets topmøde ’Better Food for More People’ under Copenhagen Cooking 24. august i København.

- Samarbejdet mellem de nordske bondeorganisationer har eksisteret igennem mange år. Og den nordiske madkultur har solidt plantet sine rødder op igennem nullerne. Så der er ingen tvivl om, at den nordiske kultur er klar til Embla – en ny nordisk madpris, siger Marie Haahr Jensen, der er markedskonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

De syv kategorier til Embla-prisen 2017 er:

  • Nordisk madhåndværker 2017
  • Nordisk råvareproducent 2017
  • Nordisk mad til mange 2017
  • Nordisk madkommunikatør 2017
  • Nordiske maddestination 2017
  • Nordisk madiværksætter 2017
  • Nordisk mad til børn og unge 2017

De syv nominerede for alle de nordiske lande kan findes på emblafoodaward.com, hvor interesserede også kan læse mere om den nye nordiske madpris, Embla.