Store Smagedagsprisen 2015

Vinderen af årets pris blev fundet i en ukendt parkeringskælder i Aarhus.

Tillykke til BDO kantine/Cheval Blanc, der vandt Store Smagedagsprisen. Med ryggen til ses Julie Karoline Brogaard og til højre Liselotte Kira Gregers Andersen – begge fra Cheval Blanc. Foto: Carsten Andersen

Den 16. september 2015 blev en parkeringskælder i Aarhus midlertidigt omdannet til en velbesøgt kantine, der fremviste et design med inspiration fra den traditionelle bondemands stald. Stedet bød på boblende kreativitet, kendte mejeriprodukter i forklædning og godt madhåndværk, der blev forenet til menuen, Bondens Madpakke.

Vinder af Store Smagedagsprisen 2015 blev Liselotte Kira Andersen, som var initiativtageren bag omdannelsen af den aarhusianske parkeringskælder til en imponerende smagsperle. Liselotte er køkkenchef hos Cheval Blanc - kantinen hos BDO i Aarhus, som var stedet, hvor det hele fandt sted.. Store Smagedagsprisen blev overrakt på branchens årlige prisuddelingsfest på Fødevaredagen, arrangeret af Landbrug & Fødevarer.

”Det har været en stor fornøjelse at følge landets køkkener i konkurrencen om at vinde Store Smagedagsprisen. Arla havde sat temaet, ’Smagen af det gode’, hvor velkendte mejeriprodukter fik en ny og smagfuld forklædning, der har været til inspiration for mange gæster såvel som madprofessionelle.” Siger Marie Haahr Jensen fra Landbrug & Fødevarer.

Højt niveau
Ifølge Marie Haahr Jensen og juryen var niveauet igen i år meget højt blandt de deltagende køkkener til Store Smagedagsprisen, og det var ikke nogen nem opgave at nominere de tre køkkener, som skulle gå videre til finalen. De tre nominerede til Store Smagedagsprisen 2015 har alle afleveret en overbevisende dokumentation i forhold til de opstillede parametre, som udgjorde:

  • Den bedste fejring af Store smagedag
  • Velkendte råvarer i ny forklædning
  • Spiseoplevelsen
  • Det sundhedsbevidste køkken

Prikken over i’et sikrer sejren
Liselotte og hendes kollega Julie Karoline fra Cheval Blanc formåede at sammensætte et originalt og gennemtænkt set-up ved at bringe gæsterne ud af sædvanlige rammer og ved gennem deres engagement at forvandle en velkendt og grå parkeringskælder til et inspirerende spisested.
Duoen havde fremstillet egne mejeriprodukter bl.a. med osteløbe, og brugt naturens råvarer på en ansvarlig og holistisk måde ved at plukke meget af det selv. De har udfordret og inspireret deres gæster ved at bruge Arlas kendte mejeriprodukter i nye fortolkninger, samt ved at anvende alternative tilberedningsmetoder, hvorved de har forenet nyt og gammelt i et inspirerende tvist. Projektet skinner langt væk af madglæde og høj faglighed. På den måde udviser Liselotte og Julie, at de mestrer nytænkning af madhåndværket, samtidig med at sundhed såvel som smagen af det gode er i fokus.

Bedømmelsen
En enig jury besluttede, at Liselotte har taget de ekstra skridt, som var nødvendige for at tage føringen i konkurrencen om årets Store smagedagspris.
Sidst, men ikke mindst, er Cheval Blanc lykkedes med at få delt og spredt budskabet på en måde, der resulterede i at historien blev delt af intet mindre end tre journalister og en Tv-station.

Nominerede til Store Smagedagsprisen
De nominerede til årets store smagedagsprisen var:

Mad og Måltid, Pleje Gribskov, Fredensborg, Lena Ystrøm
Cheval Blanc kantine, BDO Aarhus, Liselotte Kira Andersen
Wip kantine, KMD Aalborg, Jakob Brønd

Presse

Læs pressemeddelelsen om årets vinder.