Valle er da ikke et restprodukt

I hvert fald ikke, hvis du spørger vinderne af årets Økologiske Food Fighters.

Årets vinderteam sammen med deres virksomhedsrepræsentant fra Thise Mejeri. Fra venstre: Peder Gerhardt Jessen, Thise Mejeri, kokkeelev Gitte Ringgaard Holm, ernæring- og sundhedsstuderende Anna Hjek Møller Kirkeby og ernæring- og sundhedsstuderende Morten Drensgaard.

Årets vinderteam sammen med deres virksomhedsrepræsentant fra Thise Mejeri. Fra venstre: Peder Gerhardt Jessen, Thise Mejeri, kokkeelev Gitte Ringgaard Holm, ernæring- og sundhedsstuderende Anna Hjek Møller Kirkeby og ernæring- og sundhedsstuderende Morten Drensgaard.  

Igennem den seneste måned har årets Økologiske Food Fightere fået økologi ind under huden. De har oplevet økologi i hele kæden fra jord til bord, arbejdet med konkrete øko-cases for forskellige virksomheder og debatteret økologi med andre kommende madprofessionelle. De Økologiske Food Fightere har været inddelt i fire teams, som har dystet i tre forskellige discipliner; Øko-battles, kommunikation på sociale medier og løsning af økologicases for en fødevarevirksomhed.

Valle har masser af potentiale
På Final Øko-battle på Dalum Landbrugsskole blev vinderen af forløbet kåret. Og det var teamet, som havde givet sig selv det ambitiøse navn ”Thises talentfulde trio”, som løb med sejren – både for den bedste løsning af virksomhedscasen og det samlede forløb. Teamets opgave var at hjælpe Thise Mejeri med at udvikle produkter med valle. Valle er nemlig et restprodukt for mejeriet, men det indeholder gode egenskaber for tarmsystemet. Derfor var løsningen produktet ”Maveglad,” som er en drik, der indeholder valle.

Historierne er blevet delt på Facebook
De Økologiske Food Fightere har haft travlt. Udover at arbejde med økologicases har de nemlig også været aktive på sociale medier og battlet om økologi. ”De Økologiske Food Fightere er nået ud til over 51.000 på Facebook – og her er der altså tale om organisk reach. Det er virkelig sejt gået,” siger konsulent Anne Falkesgaard fra Landbrug & Fødevarer og fortsætter: ”Fighterne har også deltaget på øko-battles, hvor de har diskuteret fordele og ulemper ved økologi med landmands,- slagter,- ernæringsassistent,- og kokkeelever. Og det er ikke gået stille for sig.”.

Økologien har fået 13 nye ambassadører
Alle Økologiske Food Fightere har gennem den seneste måned engageret sig i at blive klogere på økologien. ”Formålet med projektet er, at klæde kommende madprofessionelle på til at være ambassadører for økologien. Og jeg her helt sikker på, at økologien har nogle gode fortalere i årets 13 fightere. De har ydet en kæmpe indsats,” siger projektleder for Økologiske Food Fighters og konsulent i Landbrug & Fødevarer, Marie Haahr Jensen.

Læs mere om projektet ”Økologiske Food Fightere”.


Årets 13 Økologiske Food Fighters mødtes for første gang i starten af maj på Landbrug & Fødevarers hovedsæde, Axelborg.

 


De Økologiske Food Fightere havde forberedt frokost, som de serverede for eleverne fra Høng Landbrugsskole, Dalum Landbrugsskole og ZBC Roskilde inden den sidste Øko-battle begyndte.


De Økologiske Food Fightere inviterede eleverne fra de forskellige skoler til at spise frokost på et tæppe i ægte picnic-stil, inden de skulle battle om økologi.