Verdenskort over grønsagers handelsveje

Rabobank beskriver på et verdenskort grønsagers handelsveje samt nye trends som convenience, økologi, nye importlande og beskyttet produktion i hele verden.

 

Rabobank i Holland har lavet et verdenskort, som dels illustrerer grønsagers handelsveje, dels beskriver nogle af de vigtigste trends indenfor produktion af grønsager i hele verden. (Foto: Rabobank)  

Det globale marked for grønsager er helt domineret af lokal handel. Kun fem procent af de dyrkede grønsager bliver handlet internationalt, men denne andel er stigende. Det skriver gartnertidende.dk.

Nem adgang til markederne er helt essentielt for lande som Mexico, Spanien og Holland, som har en eksportfokuseret produktion af grønsager.


Friske grønsager dominerer
Cirka 70 procent af alle grønsager bliver solgt som friske grønsager, et marked som er stigende. Verdens forbrug af grønsager på dåse er faldende, mens det er lidt stigende for frosne grønsager (+ 1 procent pr. år).

Trenden går mod efterspørgsel på grønsager, som er nemme at spise og tilberede og/eller gør sig godt på de sociale medier på grund af deres sundhedsmæssige egenskaber eller deres visuelle appeal. Eksempler er alle slags (tilberedte) salater og sødkartofler.



Salget af økologisk frisk frugt og grønt (2016) i forhold til det samlede salg af frugt og grønt har i mange (rige) lande passeret 10 procent – f.eks. Schweiz, Sverige, Østrig og Danmark.
Salget af økologisk frisk frugt og grønt (2016) i forhold til det samlede salg af frugt og grønt har i mange (rige) lande passeret 10 procent – f.eks. Schweiz, Sverige, Østrig og Danmark. Foto: Rabobank.


Økologien vokser
Økologiske fødevarer opnår stigende markedsandele rundt om i verden, og økologisk frugt og grønt har allerede oversteget 10 procent i lande som Schweiz, Sverige, Østrig og Danmark. I USA udgør de ni procent og er hastigt stigende.

Indkomst er ikke den eneste bestemmende faktor for, om man vælger økologisk, idet f.eks. Holland, hvor den gennemsnitlige indkomst ligger på niveau med Sverige og Østrig, kun har et forbrug af økologiske grønsager på fem procent.

Årsagerne hertil er ikke klarlagt men kan hænge sammen med detailhandlens beslutninger om kategorier, priser, tilgængelighed og kvalitet af konventionelle grønsager. Der kan også være tale om kulturelle forskelle.


Nye importlande
En signifikant ændring på grønsagernes verdenskort er tilgangen af nye grønsagsimporterende lande.

Import af grønsager har været koncentreret til Nordamerika, Vesteuropa og Japan, men nu er andre lande som Indien, Kina og De Forenede Arabiske Emirater gradvist begyndt at øge deres import.


Mere beskyttet produktion

Behovet for tilgængelige grønsager året rundt, produceret på en sikker og en ressourceeffektiv måde og med høj kvalitet er stigende. Derfor øges produktionen i væksthuse og i vertikale anlæg.

Arealet væksthuse er vurderet til at være på 500.000 hektar inklusiv 40.000 hektar under glas. Dertil kommer et øget antal vertikale anlæg forskellige steder i verden, primært på den nordlige halvkugle i områder med tæt koncentrationer af forbrugere.

I de vertikale anlæg bliver der produceret afgrøder – primært bladgrønsager – under kontrollerede forhold og med tilskudslys. Investeringerne og omkostningerne til elektricitet er relativt høje, og det er (stadigvæk) en udfordring at lave økonomisk rentabel produktion.

Produktionen fortæller dog samtidigt, at kritiske forbrugere er villige til at betale en høj pris for lokale grønsager dyrket under kontrollerede omgivelser, skriver rabobank.com.

Verdenskortet som fil er kun tilgængeligt for Rabobanks kunder men kan ses her. I dokumentet er der også en figur, som viser handelsvejene for grønsager i EU (2017).