Plantebeskyttelse

Reglerne for hvornår man må anprise med dyrket uden brug af sprøjtemidler findes herunder.

 

 

Plantebeskyttelsesanprisning

Der kan anprises med dyrket uden brug af sprøjtemidler, såfremt oplysningerne er korrekte. Hvis der er tale om, at en bestemt grøntsag i produktet er produceret uden brug af sprøjtemidler, er det et krav, at en anprisning af, at produktet er produceret eller dyrket uden brug af sprøjtemidler ikke er vildledende. Er der anvendt sprøjtemidler i forhold til en eller flere af de øvrige ingredienser, skal det tydeligt fremgå, at anprisningen kun vedrører den enkelte/bestemte grøntsag.

 

Anprisningen uden brug af sprøjtemidler kan fx bruges på et produkt, der udelukkende indeholder gulerod og spidskål, og hvor både gulerod og spidskål er produceret uden brug af sprøjtemidler.

 

Anprisningen ”uden brug af sprøjtemidler” kan anvendes på økologiske produkter, såfremt anprisningen er korrekt og ikke er vildledende. I forbindelse med produktion af økologiske grøntsager er det tilladt at anvende få pesticider og det er naturligvis en forudsætning for at anvende anprisningen ”uden brug af sprøjtemidler”, at disse pesticider ej heller er anvendt i produktionen samt at dette ikke er gældende for alle lignende fødevarer.