Kotelet med fedtkant

Kotelet med fedtkant

Kotelet med fedtkant er en meget udbredt udskæring i detailhandlen. Den skæres af filet med fedtkant. For at bevare saft og gøre koteletten mør kan du med fordel gourmetsalte og stege din kotelet med fx krydderurter eller citronskal. En dejlig umami-smag opnås ved bruning ved høj varme, panden skal sprutte i mødet med kødet, til koteletten har en gyldenbrun overflade og herefter stege ved lavere varme til koteletten er svagt rosa i centrum.


Skærevejledning

Koteletter med fedtkant skæres af filet med fedtkant.

Filet med fedtkant skæres af hele kammen - uden mørbradklods.

Ben og svær samt kappen på kammens overside fjernes, så fileten bliver ens i tykkelse.

Hvor der er fedt, trimmes ned til 3 mm fedtkant.

Koteletterne skæres i lige tykke skiver, 1, 1½ eller 2 cm tykke.

De kan variere lidt i tykkelsen, da nogle pakkes med fast vægt fx på 500 g.

Koteletter med fedtkant laves også 3 cm tykke. 

Tilberedning

Tilberedningssvind: Ca. 20 %
Grundtilberedningsanvisning af koteletter på pande 
2 koteletter med fedtkant, 2 cm tykke eller
2 koteletter med fedtkant, 1½ cm tykke
salt og peber 
fedtstofmængde efter eget valg - dog mindst 10 g smør eller 2 tsk olie 

Tilberedningstid: Ca. 15 minutter 
• Dup koteletterne tørre med køkkenrulle. 
• Krydr med salt og peber. 
• Varm fedtstoffet på en pande ved god varme - smør skal være gyldent, olie skal være varm. Det skal sige "lyde", når kødet kommer på panden. 
• Brun koteletterne ca. 1 minut på hver side. 
• Skru ned til middel varme og steg dem færdige.
•  2½ - 3 minutter på hver side, for 2 cm tykke koteletter. 2½ minut, hvis de ønskes rosa og 3 minutter, hvis de ønskes netop gennemstegte. 
• 1½ - 2 minutter på hver side, for 1½ cm tykke koteletter.
Tilberedningssvind: Ca. 20 %

Grundtilberedningsanvisning på grill  

Dup koteletten tør. Krydr med salt og peber evt. krydderurter. Koteletter med fedtkant, 2 cm tykke grilles ca. 4 min. på hver side. Koteletter med fedtkant med fyld, 3 cm tykke grilles ca. 8 min. på hver side.