Højteknologisk in-store drivhus i supermarked

Et højteknologisk drivhus inde i Metro Cash & Carry Tyskland skal give kunderne grønsager og krydderurter af bedste kvalitet.

Betegnelsen friskhed har fået en hel ny dimension i Metros supermarked i Friedrichshain Berlin. Det skriver gartnertidende.dk.

Her kan kunderne købe grønsager og krydderurter, der er dyrket i et drivhus inde i selve butikken.


Processen overvåges via app

Det er den tyske iværksættervirksomhed Infarm, der har installeret et mini-drivhus på fem kvadratmeter med LED-lys og gødevanding.

Dyrkningsprocessen, fra frøene bliver sået, til grønsagerne er klar til kunderne, bliver overvåget via en app.

Kunderne forudbestiller varerne, og produkterne bliver pakket i vækstfasen og høstes lige før de forbruges, så de bevarer deres intense smag.


Skal ses i større perspektiv

Ifølge grundlægger og CEO hos Infarm, Erez Galonska, skal mini-drivhuset ses i et større perspektiv. Verdens befolkning øges med to milliarder frem til 2050, hvilket klodens nuværende dyrkningsjord ikke kan brødføde.

Der spildes i dag utrolig meget energi på transport, logistik, køling og drift for at bringe produkterne frem fra landbruget og ind til byerne. 30 procent af de fødevarer, der bliver produceret, går til spilde, før de overhovedet lander på vores tallerken.

Pilotprojektet løber til oktober 2016, og ifølge Infarm vil de sælge deres innovative drivhus fra slutningen af 2016 eller starten af 2017, skriver Dansk Handelsblad.