Nye typer emballage skal mindske madspild

Med bedre og smartere emballager kan man reducere madspildet markant, viser resultaterne fra to netop afsluttede projekter.

- Det er en glædens dag, hvor vi kan afslutte to store projekter, indledte projektleder Helle Antvorskov, Teknologisk Institut, temadagen ’Mindre madspild ved værdiløft af detailpakkede fødevarer’.

Det første projekt – støttet af GUDP – går ud på at udvikle nogle helt praktiske emballageløsninger ud til butikkerne. Det skriver gartnertidende.dk.

Det andet projekt – støttet af Miljøstyrelsen – har resulteret i et idékatalog om design af fødevareemballage, der kan mindske madspild. Her gives blandt andet en række løsningsideer til primære og sekundære emballager.


100 kilo madspild årligt

Baggrunden for de to projekter er, at forbrugerne har et madspild på 100 kilo pr. husstand pr. år (estimat 2012). Madspildet består især af madrester, frisk frugt og grønt, datomærket brød og pålæg, som kunne have været spist.

Formålet var at definere og udvikle nye veje og løsninger til at reducere husholdningernes madspil for eksempel ved at udvikle nye madspildsminimerende emballager og passende pakkestørrelser, der afspejler forbrugerens efterspørgsel og behov.

Trine Fisker, Gl. Estrup Gartneri, præsenterede en nyudviklet emballage til små snackgulerødder bestående af en tre-rums pakning med fem snackgulerødder pr. rum og en perforering imellem de enkelte rum, så de kan rives fra hinanden.
Trine Fisker, Gl. Estrup Gartneri, præsenterede en nyudviklet emballage til små snackgulerødder bestående af en tre-rums pakning med fem snackgulerødder pr. rum og en perforering imellem de enkelte rum, så de kan rives fra hinanden. Foto: Stig F. Nielsen.


Mindre pakninger

Gl. Estrup Gartneri har arbejdet med brug af genluk af poserne med snackgulerødder og med portionsstørrelse.

Sidstnævnte er endt op i en nyudviklet emballage til små snackgulerødder bestående af en tre-rums pakning med fem snackgulerødder pr. rum og en perforering imellem de enkelte rum, så de kan rives fra hinanden.

A.P. Grønt har udviklet et alternativ til 100 grams bakkerne med babyleaves bestående af to x 50 gram babyleaves i én pakke med to selvstændige poser, som kan rives fra hinanden via en perforering.


Forbrugerne bakker op

De nye koncepter er testet af Coop ude hos forbrugerne, som fik de nye emballagetyper med hjem. Konklusioner er, at forbrugerne gerne vil disse løsninger, og at de er villige til at betale lidt mere for de nye emballageløsninger.

Temadagen blev afholdt på Teknologisk Institut i Aarhus onsdag den 20. april, hvor godt 30 gæster og 10 projektdeltagere fik et indblik i resultaterne.

Læs mere om temadagen i Gartner Tidende nr. 7/2016, som udkommer den 19. maj.