Smagsprøver på nye madtendenser

Det største, det bedste og det nyeste fra den danske madverden kunne opleves på den syvende version af Foodexpo i Herning.

498 udstillere fyldte den 6.-8. marts otte haller i Messecenter Herning, da Nordens største fødevaremesse – Foodexpo – løb af staben. Fødevareministeren åbnede messen, og kokkekendisser som Claus Holm og Nicolai Kirk var også en del af spækket program. Det skriver gartnertidende.dk.

25.800 besøgende fik en oplevelse ud over det sædvanlige. De kunne se på, røre ved og smage på et hav af nye trends inden for hele madverdenen. De kunne også være tilskuere til fagkonkurrencer, peptalks og være med i debatter om produktion, fødevaresundhed og madspild.

I en af hallerne – Gastronomitorvet – var der en hyggelig torvestemning, hvor 40 af de mindre udstillere, bød på spændende og lækre højkvalitetsprodukter.

Økologien havde i år fået sin helt egen hal at boltre sig i, og her viste 70 udstillere deres formåen fra grønsager, svampe, frugt, juice til vin, mel, chokolade, kød, brød og fjerkræ.


Aarstiderne lancerede i februar tre forskellige varianter af den fermenterede læskedrik Kombucha. Én med sød, syrlig smag, én med askebark, der smager lidt bittert og den lyserøde variant med hibiscus-ananas. Kombucha sælges på Aarstidernes webshop, 6 styk for 179 kroner. Foto: Annemarie Bisgaard.


Livgivende Kombucha – fermenteret te

I økohallen viste Aarstiderne et helt nyt produkt frem. Det er en sund læskedrik med navnet Kombucha, som fremstilles ved at lade te fermentere eller sagt på nudansk: gære.

Fermentering er en urgammel konserveringsmetode, hvor bakterie- og gærkultur arbejder sammen og omdanner sukker til alkoholer og organiske syrer.

- Resultatet er en økologisk læskedrik, der er upasteuriseret og ufiltreret. Det er et aktivt levende produkt med en meget kompleks smag. Kombucha indeholder vitaminer, aminosyrer og bakteriekultur, som alle styrker tarmen og de metaboliske processer i kroppen, fortalte Lene-Maria Dalgaard fra Aarstiderne.

- Kombucha er hipt i veganermiljø og er også et alternativ til energidrikke, læskedrikke og til folk, der ikke drikker alkohol. Interessen blandt forbrugere for fermentering er stor, hvilket ses på salget af bogen Fermentering med 35 opskrifter på fermenterede grønsager og frugter.


Bladbeder indkøbt direkte hos en spansk avler er et blandt mange økologiske produkter, som grossistfirmaet Frugt Karl har i sortiment. Foto: Annemarie Bisgaard.


Økologien fylder i landskabet

Økologi fylder efterhånden så meget på danskernes tallerkner og i storkøkkenernes gryder, at økologiske produkter havde en hel hal på Foodexpo.

- Interessen er nærmest eksploderet. Da vi tog hul på økologien for halvandet år siden, købte vi én palle frugt og grønt hjem om ugen. Nu køber vi cirka 30 paller ugentlig, fortalte salgskonsulent Mads Christensen fra det nordjyske grossistfirma Frugt Karl, der importerer en stor del fra Frankrig og Spanien.

- Vi har selv direkte kontakt med producenterne – også i Danmark – så vi undgår fordyrende grossistled, sagde Mads Christensen og nævnte, at de er leverandører af frugt og grønt til blandt andre Region Nordjylland og Aalborg Kommune, der prioriterer økologiske varer højt.

Wish er en friskmostet, koldpresset juice, hvor der udelukkende er anvendt danske råvarer. Der findes ni varianter, alle tilsat fuldkorn i form af havre for at give mæthed. Produkterne sælges i Irma og Salling samt til grossister og cateringfirmaer. Foto: Annemarie Bisgaard.


Mangel på danske øko-æbler

I den anden ende af landet – på Lolland – har juicefirmaet Wish også gang i økologien. Wish producerer fuldkornsjuice baseret udelukkende på danske råvarer.

- Vi vil gerne lave juicerne økologiske, men problemet er, at vi ikke kan skaffe danske økologiske æbler hele året, så derfor har vi indtil videre kun økologiske juicer i sortimentet en del af året, fortalte direktør og indehaver Allan Feldt, der købte firmaet af Tine Vinther Clausen og Christian Bagger for et par år siden.

Indtil nu har Wish, der tidligere hed Planteriet, haft til huse i Holeby på Lolland, men lokalerne er blevet for små. Derfor er firmaet i gang med at indrette sig i nye faciliteter i Nakskov, hvor kapaciteten seksdobles og kommer op på 6.000 flasker i timen.


Læs mere om Foodexpo i Gartner Tidende nr. 5. der udkommer 7. april.


Gartner Siebe Johannes Gorter, Skyttes Gartneri, fortalte på ét af Foodexpos temaindlæg om, hvordan det er at være ung, selvstændig gartner, og hvordan et alsidigt sædskifte kan give udfordringer på en økologisk bedrift. Foto: Annemarie Bisgaard.


Christian Hemming Hansen, t.v., Østergaard Frugt og Mosteri, var med på Foodexpo for sjette gang. Han har egen frugtplantage og eget mosteri, hvor han presser 200-300 ton æbler årligt, som bliver til 140.000-210.000 liter most. Afsætningen sker direkte til butikker og til Supergros. Til højre frugtavler Rasmus Straarup, der er ansat hos Østergaard Frugt. Foto: Annemarie Bisgaard.


De to økologiske frugtavlere Poul Rytter Larsen og Henning Bæk Hansen fortalte om udfordringerne i økologisk frugtavl for et par håndfulde unge, interesserede på et af Foodexpos temaindlæg den 7. marts. Foto: Annemarie Bisgaard.


Søren Hvenegaard Lasssen, Selleberg Specialiteter, byder på kirsebærbrus. Foto: Annemarie Bisgaard.


Anders Sørensen, Vibegaard, var på Foodexpo med drikkeklar saft fra bær dyrket i egen plantage ved Skærbæk. Foto: Annemarie Bisgaard.


Annas Gourmet i Horsens producerer en halv snes produkter af gourmet chutney og marmelade. Foto: Annemarie Bisgaard.