15.05.2023
Okse på dagsordenen: Invitation til netværksdebat og smagsoplevelser
Der er fokus på oksekød som et smagfuldt bidrag til det grønne køkken, når projektet “Okse på Dagsordenen” løber af stablen for første gang til tre store events henover sommeren 2023. Her inviteres alle, der arbejder professionelt med mad, kød og den grønne dagsorden til et fagligt branchearrangement fyldt med smag, debat, netværk og meninger.

Det handler om at få flere danskere til at spise mere grønt – samt at gøre brug af alt det oksekødet kan, selv i små mængder
Branchearrangementet “Okse på Dagsordenen” afholdes første gang under Madens Folkemøde på Lolland fredag 2. juni, hvor 200 gæster samles i den smukke lade på Engestofte Gods. Trine Krebs, Grøn Chef i Food Organisation of Denmark, står klar til at styre både debat og oplæg, mens kokkene Dak Wichangoen fra historiske Sjette Frederiks Kro og Kamilla Seidler fra Restaurant Lola står bag dagens serveringer. Sammen har de to kokke udviklet tyve opskrifter, hvor grøntsagerne spiller hovedrollen og oksekød giver velsmag, ernæring og genkendelighed til alle de danskere, som gerne vil spise mere grønt.
Retterne bliver serveret under netværksdebatten, mens deltagerne debatterer oksens fremtidige rolle med hinanden med input fra fem okse-faglige eksperter.
En af dem er Landbrug & Fødevarers sensoriker, Agnes Qvortrup, som medbringer den nyeste viden om okse- og kalvekødets sensoriske egenskaber i grønne måltider ved det første arrangement på Madens Folkemøde.
Tilmelding – for dig der arbejder professionelt med mad
Bliv klogere på oksekød – tilmeld dig et af arrangementerne her: Okse på dagsordenen – meninger med smag 2023.
Vil du vide mere om okse- og kalvekød? Så nørd ned i okse- og kalvekød i køkkenet