Ønskes: grønnere vintermåneder

Salget af grøntsager daler i den kolde tid. Det viser en ny undersøgelse. Men her kan både dagligvarehandlen og forbrugerne lære af de danske storkøkkener.

 

”I storkøkkenerne ved personalet, at selvom det er vinter, så har årstiden masser af grønt at byde på – lige fra kål, rodfrugter og løgvækster – og at det kan være nemt og enkelt at gøre vintermaden endnu grønnere”, fortæller Anne Fabricius, konsulent hos Dansk Gartneri.

Køkkenerne i de danske skoler, på sygehusene og i virksomhedskantinerne kan hjælpe danskerne til at nytænke, hvordan grøntsagerne kan få endnu mere plads på tallerknerne i vinterhalvåret, hvor salget af grøntsager til de danske hjem ifølge ny undersøgelse fra GFK daler bemærkelsesværdigt.

Dyk ned i den faglige værktøjskasse
Køkkenprofessionelle dykker ned i deres faglige værktøjskasse, og det kan inspirere andre fagkøkkenerne, men også forgrene sig ud til danskerne, mener partner hos Frugtformidlingen Trine Krebs, der gennem 15 år har rådgivet storkøkkener landet over.

”Når vi tager vinterens løg, rødder og knolde og kombinerer i tilsmagning, konsistens og tilberedningsmetoder, så når vi frem til millioner af kombinationer. Vi kan endda stjæle med arme og ben fra alle verdens køkkener: lav en thaibeef salat uden grillet kød, men med grillede og bagte knoldselleri. Variér løgsuppen, så den er thai i den ene uge, vietnamesisk i den næste og fransk to uger efter. Brug vintergrøntsagerne som topping på pizzaer, brug dem som fyld i lasagner, mos dem – og kig i alverdens gryderetter og erstat opskrifternes grøntsager med kål, knold og løg”, fortæller Trine.

”Mange tænker, at der er meget arbejde i rødder, knolde og løg. Dels i rengøringen og dels i tilberedningstiden, men vi skal blive bedre til at spise og tilberede grøntsagerne i skralden, og vi skal vise, at rengøring af grøntsager foregår med den store kokkekniv i hurtige tag og ikke med en lille urtekniv. Det fantastiske ved rødder, knolde og løg er, at de bliver gode både i og ved siden af simreretterne” slutter Trine.

Har du brug for inspiration til vinterretterne?
Klik ind på Sæson og find viden om vintersæsonens grøntsager og inspiration til nye retter med mere grønt.

Lærke Kirstine Lund

Lærke Kirstine Lund

Chefkonsulent - Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling

Telefon +4533394419

Mobil +4520862871