Slagterprisvinder: “Fredagstravlheden er en helt anden efter vi vandt”

Slagterbutikken i SuperBrugsen i Havdrup vandt Slagterprisen i 2015 og har siden oplevet en rivende udvikling. Supermarkedsslagteren har formået at drive en lokal landbutik, lyder det fra jurymedlem.

 

Det er egentlig ret enkelt: Alt er gået op for slagterafdelingen i SuperBrugsen i Havdrup siden de i 2015 vandt Slagterprisen for bedste slagter i en dagligvarebutik.

Op i en højere enhed, fristes man til at sige, men også op på alle mulige andre måder. Der er kommet flere kunder langvejs fra, så omsætningen er steget med omtrent 20 procent. Det vurderer Thomas Eggebrecht, uddeler i SuperBrugsen Havdrup og dermed en del af teamet, der vandt prisen i 2015.

Det er kort sagt gået op for dem, at der var et før og et efter, de vandt. Tidligere solgte de omtrent 15 fredagsretter på ugens sidste hverdag – i dag er det ca. hundrede. Tidligere røg der 4-500 nytårsmenuer afsted ud af huset, sidste december var det 1.200.

”Det er klart en udløber af slagterprisen. Fredagstravlheden før og efter prisen er svær at sammenligne for prisen betød, at kunderne begyndte at komme langvejs fra for at handle i weekenden. Nu kommer der mange og køber salat, god sauce, gode bøffer eller andet lækkert, og det handler ikke om pris, det handler om kvalitet,” fortæller Thomas Eggebrecht.

Jurymedlem: Havdrup er forbilledligt eksempel
I alt 22 er i dag ansat i slagteren og delikatessen i Havdrup for at følge med efterspørgslen på krogmodnet kød, produkter fra deres pølsemageri, deres bageri, deres færdigretter eller det store udvalg af smørrebrød, de har i butikken, og som de er blevet kendte for.

Christian Friis har udover at være faglærer for detailslagterne på Danmarks næststørste erhvervsskole, ZBC, også igennem flere år været medlem af den jury, der bedømmer og udvælger vinderne af slagterprisen. Dermed har han fulgt ikke bare SuperBrugsen i Havdrup igennem årene, han har også fulgt andre vindere, og han mener netop, at Havdrup er et forbilledligt eksempel på, hvad der skal til for at vinde prisen.

”Havdrup har formået at drive en lokal landbutik, hvor de var enormt synlige i lokalområdet. Både ved by-festivaler, men også til selv at lave events. På den måde trak de nye kunder til, fordi de fik opbygget et ry som en lokal slagter i supermarkedet, der kunne noget særligt,” siger Christian Friis og uddyber:

”Krogmodnet kød, som de blandt andet har slået sig op på, var jo ikke nyt, men det hang ikke i alle supermarkeder. Og så er de gode til mad ud af huset – lige fra convenience til bryllupsløsninger.”

De, der vinder Slagterprisen, demonstrerer, ifølge Christian Friis, at de er nuancerede, og at de har blik for, hvad fremtidens slagter skal være.

”Nemlig et sted, hvor hurtige og nemme færdigretter også bliver tilbudt som andre løsninger end bare serveret i en foliebakke, og hvor de valgfrie sammensætninger gør, at kunden kan få præcis det, vedkommende leder efter,” siger Christian Friis.

Den betjenende slagterdisk
I Havdrup har de kaldt det ”den betjenende slagter-disk,” som var en del af ideen med at forberede sig til kapløbet om slagterprisen.

”Ideen med den betjenende slagter er lidt den samme, som hvis man går til en privatslagter. Disken er pyntet op, så der er gjort lidt ekstra ud af det, og så skal udskæringer og måltidsløsninger ikke være noget, man må spørge efter for at se, det skal ligge helt fremme, så man netop føler inspirationen og appetitten, mens personalet altid er klar til at betjene,” siger Thomas Eggebrecht.

Kunne ikke slække på kvalitet i bare ti minutter
At personalet ikke må slække på kvaliteten og servicen i bare ti minutter, var en afgørende del af at vinde prisen.

”Det kan ikke siges nok. Det allervigtigste er, at man er nødt til at være fælles om projektet i hele afdelingen. En ting er, at butikschefen skal være indstillet på, at det koster flere penge i en periode, hvor det er nødvendigt at eksperimentere, og hvor der måske er flere på arbejde end normalt, men vi har fået pengene ind mange gange igen, efter vi vandt, og personalet har fået et bedre arbejdsmiljø.”

Ligesom til årets Slagterprisuddeling bliver der først udvalgt ti kandidater til prisen i et udskilningsløb. Det foregår i maj, og derefter kommer dommere rundt på anonyme besøg hos alle nominerede i løbet af to måneder.

”Det er to måneder, hvor man virkelig er nødt til at være på hele tiden. Jeg har hørt at nogle af modstanderne bare ikke var der mentalt på dagen, og så er man jo ude,” som Thomas Eggebrecht formulerer det og præciserer:

”Der kan ikke være nogen undtagelser, og det har på mange måder været en inspiration, vi har taget med videre sidenhen.”

Lorry-indslag løftede salg
Det, og så har ordet rejst i forvejen for butikken. Ikke mindst takket være et indslag i TV2 Lorry, som fortalte historien om slagterafdelingen i Havdrup, da de netop havde vundet Slagterprisen.

I indslaget bliver der lagt stor vægt på Kenneth Hansens nørdede tilgang til kød, og så er der ikke mindst en passage, hvor man ser ham skære bøffer ud ved slagterbordet, inden han siger:

”Så er der en superflot, krogmodnet, fedtmarmoreret rib-eye. Det er noget af det, jeg er allermest glad for.”

SE INDSLAGET fra TV2 Lorry om SuperBrugsen i Havdrup

Det er netop produkter som det, der har trukket interessen op, mener Thomas Eggebrecht, der også i dag kan registrere en boomende forretning, når det kommer til catering og leverancer ud af huset.

”Vi kører smørrebrød og andre delikatesser ud hver weekend i en radius af 20-25 km til områder ved Solrød, Greve og Køge og til alt fra fester og konfirmationer til mindre arrangementer. Det tager tid at stable sådan et projekt på benene, for vi laver jo det hele fra bunden.”

Fakta – sådan kåres årets vindere:

De ti nominerede til slagterprisen præsenterede 2. maj deres projekter hos Landbrug & Fødevarer på Axelborg i København.

Ultimo maj og frem: De nominerede offentliggøres og skal derefter overbevise juryen i løbet af de næste måneder, hvor alle nominerede får besøg af jurymedlemmer såvel som en mystery shopper, der besøger slagterne.

9. oktober: Prisoverrækkelse på Fødevaredagen, Hindsgavl Slot.

LÆS MERE OM Slagterprisen

Slagterprisen er finansieret af Svineafgiftsfonden og Kvægafgiftsfonden