Grisens opvækst

Bliv klogere på opvæksten hos almindelige grise, økologiske grise og frilandsgrise.

Grisens liv
Moderne griseproduktion sker på flere forskellige måder. Lovgivningen stiller grundlæggende krav til, hvordan produktionen skal ske, men derudover er det op til den enkelte landmand at beslutte, hvordan produktionen skal være. De fleste grise er almindelige eller konventionelle grise, mens andre er specialgrise til hjemmemarkedet eller bestemte eksportmarkeder.

Uanset forskellighederne i griseproduktionen, er der nogle typiske træk, som går igen i de fleste grises livscyklus. Opdelt efter staldenheder er forløbet:

• Løbeafdeling
• Drægtighedsstald
• Farestald
• Smågrisestald
• Slagtestald      

Løbeafdeling
I løbeafdelingen løbes (befrugtes) søerne. Det sker de fleste steder ved Kunstig Sædoverføring ("KS") med sæd fra ornestationer. Det sikrer, at man hele tiden har gener fra de bedste orner i sine grise. Enkelte steder sker løbningen dog også ved naturlig bedækning med en orne. Selv om man bruger KS, er der oftest også orner i løbeafdelingen, som skal sørge for at stimulere søernes brunst. Her går også polte, dvs. hungrise som skal løbes for første gang, til erstatning for de søer der tages ud af produktionen og sendes til slagtning.

I de senere år er systemer med løsgående søer i løbeafdelingen vundet frem, i modsætning til tidligere hvor løbeafdelingerne ofte var indrettet med bokse med hver so for sig.

Drægtighedsstalden
Umiddelbart efter løbningen, eller senest fire uger efter når søerne er testet drægtige (det sker typisk ved ultralydskanning af søerne for at se, om der er fostre i dem), flyttes de til drægtighedsstalden. Her går de drægtige søer indtil ca. fem dage før forventet faring (fødsel). I drægtighedsstalden er alle søer opstaldet i løsdriftssystemer. Kravet om løsdrift gælder både nye og ældre stalde. Danske løsdriftssystemer er typisk indrettet med "én ædeboks pr. so" eller elektronisk sofodring i automater.

Farestalden
I farestalden farer (føder) soen. Farestalden er typisk indrettet med stier, hvor søerne er opstaldet enkeltvis i farebokse. I boksene står soen mellem to ’bøjler’, der forhindrer hende i at lægge sig på pattegrisene. Den ene af bøjlerne kan flyttes, så soen kan få lidt mere plads i løbet af opholdet i farestalden.

Søerne flyttes til farestalden ca. fem dage før forventet faring og går der, indtil pattegrisene er fravænnet. Fravænningstidspunktet kan variere, men ligger i danske besætninger oftest fire uger efter faringen (fravænning må tidligst ske, når pattegrisene er tre uger gamle). Ved fravænning flyttes søerne tilbage til løbeafdelingen, mens smågrisene flyttes til smågrisestalden.

Smågrisestalden
Smågrisene flyttes typisk til såkaldte toklimastalde, hvor der er lavet en overdækning i en del af stien. Overdækningen fungerer som en hule, hvor smågrisene ligger i læ og varmer hinanden. Grisene opholder sig i smågrisestalden til de vejer 25-30 kg, hvorefter de flyttes til slagtestalden.

En del af smågrisene sælges videre til andre griseproducenter fra smågrisestalden.

Slagtestalden
I slagtestalden går grisene typisk sammen i stier med ca. 15 grise i hver, afhængig af stiernes størrelse. Grisene opholder sig i slagtesvinestalden fra de vejer 25-30 kg og indtil de vejer ca. 105 kg, hvor de sendes til slagteriet. De er da 5-6 måneder gamle.

Et alternativt produktionssystem, der anvendes af flere producenter, er FRATS. Betegnelsen er en forkortelse for ”FRAvænning Til Slagtning”. Her går grisene i samme sti fra de fravænnes soen og indtil de sendes til slagteriet, dvs. en kombination at smågrise- og slagtestald. Fordelen ved FRATS-systemet er, at grisene flyttes og sammenblandes mindre. Til gengæld kan systemet medføre en dårligere staldudnyttelse.

Foder
Hovedbestanddelen af grisenes foder er byg og hvede. Hertil kommer soja eller raps for at tilføre foderet ekstra proteiner. Desuden tilsættes foderet vitaminer og mineraler. Der bruges dog også mange andre råvarer til foder, for eksempel rug, havre, majs, fiskemel, kartoffelprotein, skummetmælkspulver, melasse, fedt, solsikkeskrå, valle mv.

Søer, smågrise og grise til slagtning stiller forskellige krav til foderets sammensætning, og får derfor forskellige foderblandinger.

Pattegrisene lever de første uger udelukkende af soens mælk. Efter 14-16 dage begynder de at kunne fordøje andet foder, så de kan få tørfoder som supplement til somælken. Efter fravænning får smågrisene særlige smågriseblandinger, der er tilpasset deres behov for næringsstoffer og energi. Mange starter med en særlig skåneblanding for at lette overgangen fra mælk til andet foder, før de får almindeligt smågrisefoder. Slagtesvin får mange forskellige fodermidler. Også her er der normer for, hvad foderet skal indeholde af næringsstoffer. Søer fodres i forhold til deres produktionscyklus, ligesom unge søer skal have mere foder end udvoksede. Generelt må søerne hverken være for magre eller for fede for at få den bedste produktion. Under drægtigheden skal søerne bruge energi og næringsstoffer til udvikling af fostrene, og under diegivningen til at producere mælk til pattegrisene. Derfor får de et foder med en nøje tilpasset sammensætning.

Udover foder skal dyrene også have alt det vand, de kan drikke. Grisene drikker vand af drikkenipler, der er en slags hane, som giver vand, når grisene sutter eller trykker på den, eller drikkekopper der automatisk fyldes med vand, når grisene stikker trynen ned i dem.

Produktionsmetoder
Der er forskellige måder at tilrettelægge griseproduktionen på. Produktionssystemet udgøres både af det staldsystem, grisene holdes i, og den måde, produktionen er lagt an på. Fx konventionel produktion eller alternativ som økologisk produktion. Men også hvordan produktionen er tilrettelagt – om grisene starter i farestald, flyttes til smågrisestald og ender i slagtesvinestalden på den samme bedrift (integreret produktion) eller flyttes til andre gårde eller bedrifter undervejs. Nogle producenter har hele produktionsforløbet fra søer og smågrise til grise til slagtning, mens andre har valgt at specialisere sig, så de udelukkende har søer og sælger smågrisene enten ved fravænning eller efter smågrisestalden, eller udelukkende producerer grise til slagtning.

Konventionel produktion
Den konventionelle eller almindelige griseproduktion er ofte lagt an som beskrevet ovenfor. Produktionen lever naturligvis op til lovens og branchens bestemmelser hvad angår fodring, staldindretning mv. Størstedelen af produktionen i Danmark er konventionel. 

Økologisk produktion
Økologiske grise produceres efter officielle retningslinjer for økologisk produktion under det statskontrollerede ø-mærke. Mindst 95 pct. af foderet skal være økologisk og en del af det skal være grovfoder. Hvis grisene behandles med medicin, er tilbageholdelsestiden (den tid der skal gå, inden grisene må slagtes) længere end den lovbefalede. Økologiske pattegrise må først fravænnes soen efter syv uger, og det er ikke tilladt at kupere halerne. Økologiske grise skal have adgang til det fri, fx i form af udendørs løbegårde. Alle pattegrise skal fødes på friland. Der skal være halm eller anden strøelse i staldene, og der skal være fast gulv, der hvor grisene hviler sig. Læs mere om økologisk griseproduktion under økologi.

Frilandsproduktion
Ved frilandsproduktion holdes søerne helt eller delvist på friland. Typisk farer søerne udendørs i hytter og går ude med pattegrisene indtil fravænning. Nogle producenter vælger dog at holde dem inde under løbning og drægtighed. En del af specialgrisene - Frilandsgris og økologiske grise - har særlige krav til, hvordan grisene skal holdes udendørs. Læs mere på Frilands hjemmeside.

Specialgrise
Ud over økologiske og frilandsgrise produceres en række specialgrise både til hjemmemarkedet og til eksport. Her lever produktionen op til særlige krav til fx spisekvalitet (krydsninger, køling, modning mv.), fodersammensætning mv.