Årets kok 2023 er fundet

Prisen for Årets Kok 2023 gik tirsdag d. 21. marts 2023 til den københavnske kantinekok Mikkel Højborg Olsen, der med sin treretters menu imponerede juryen.

Foto: Horesta / Free

Foto: Horesta / Free

I finalen skulle de i alt 8 deltagere kreere en treretters menu bestående af en forret, hovedret og en dessert. Dele af menuen var på forhånd kendt af deltagerne, som havde fået besked på at kreere en forret med hvid fisk og bløddyr, samt en hovedret bestående af højreb fra naturkvæg. Dessertens indhold blev først præsenteret for deltagerne på selve dagen.

Mikkel Højborg Olsen kreerede en menu bestående af en forret på pighvar og muslingefars, en hovedret bestående af stegt kalvehøjreb, kalvetunge og kalvehjerte samt en pithivier-tærte. Desserten bestod af den franske dessert, baba au rhum.

Dommerpanelet, blandt andet bestående af den tidligere verdensmester Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel, bedømte deltagernes præstation ud fra følgende:

  • Smag (grundsmage, dufte og tekstur)
  • Præsentation (kreativitet/personlighed, helhedsindtryk, harmoni, nyhedsværdi og komposition)
  • Service (service-hygiejne, spild, anretningsteknik og samarbejde)
  • Klargøring, forberedelse, køkkenteknik, udnyttelse af hovedemner
  • Hygiejne generelt
  • Mise en place herunder råvarehåndtering
  • Spild /økonomi

Mikkel Højborg Olsen er kok i Social Cantina. Foruden hans arbejde i Social Cantina, driver Mikkel Højborg Olsen det bæredygtige private dining selskab HØKO sammen med Rasmus Kofoed.

Social Cantina er en offentlig kantine, som blandt andet tidligere har vundet Landbrug & Fødevarers fornemme Kantinepris. Du kan læse mere om kantineprisen her, hvor du også kan indstille kandidater til 2023-prisen. 

Et kæmpe tillykke skal lyde herfra til vinderen samt de resterende dygtige deltagere i konkurrencen!