VINDERNE ER FUNDET

Vinderen af Årets Ret med Gris 2023 samt Årets Ret med Fisk & Skaldyr 2023 er nu fundet og kåret!
Se hvem der løb med prisen her.

Til et stort awardshow i Axelborgsalen blev vinderne kåret og fejret! 

Prisen for Årets Ret med Gris 2023 gik til Svinkløv Badehotel med kokken Oliver Bendi som ophavsmand til den velsmagende og smukke ret. 
I juryens motivation blev det fortalt, at Svinkløv Badehotel blandt andet vinder prisen grundet den store kærlighed og velsmag i råvaren. 

"I en uhyre tæt konkurrence leverer denne ret lige det ekstra, der hiver guldet hjem. Retten brillierer med stor kærlighed til råvaren og smagen af gris. Grisen forkæles med smage og teksturer, der løfter retten, men aldrig lader gæsten glemme at det handler om grisen. Dybe nuancer - men med plads til ferske, salte og syrlige noter, som skaber en helhed der minder gæsten om, hvor fantastisk gris kan være, når den er omgivet af gode venner." 

Oliver Bendi vinder Årets Ret med Gris med sin ret bestående af glaseret tværreb af sortbroget frilandsgris med sensommerkål, østers og med sprøde svær.

 


Vinderretten fra Svinkløv Badehotel
Fotograf: Rasmus Palsgaard

 

Selv fortalte Oliver Bendi, kok på Svinkløv Badehotel, hvor glad han er for prisen: ”Jeg er sindssygt stolt af den pris her, også fordi at feltet, som vi har været nomineret i, generelt har bestået af absurd dygtige håndværkere. Så jeg er mega stolt.”

Jesper Strandskov, bestyrelsesformand i Norma & Frode S. Jacobsens Fond, overrakte en præmiecheck på 30.000 kr. til den glade vinder. Årets Ret med Gris afholdes af Landbrug & Fødevarer og støttes af Norma og Frode S. Jacobsens Fond.

Foruden Årets Ret med Gris, afholdt Landbrug & Fødevarer for 3. år i træk konkurrencen, Årets Ret med Fisk & Skaldyr, med støtte fra Danmarks Fiskeriforening. Dette års vinder blev Falsled Kro, som vandt prisen på baggrund af deres ret bestående af en fynsk sorthummer-wellington med rødvinssauce ala Michaud og hummerbisque (indbagt hummer med trøffelfars på pighvar, koralpandekage og butterdej).


Vinderretten fra Falsled Kro
Fotograf: Rasmus Palsgaard

I motivationen blev retten beskrevet som: ”En ret der repræsenterer håndværk på højt niveau og en knivskarp forståelse af havets råvarer der nærmest bringer havet med ind på tallerkenen.  Retten emmer af personlighed og tager en klassisk ingrediens og giver den endnu mere liv.  Retten præsterer særligt godt på smag, æstetik og omtanke for råvaren.  Det er en ret der understreger restaurantens DNA og begejstrer gæsten med flotte detaljer og styr på historien.” 


Til store klapsalver fra salen modtog køkkenchef Simon Juel Petersen og team præmien, bestående af en check på 20.000 kr., som blev overrakt af Jan Hansen, bestyrelsesmedlem i Danmarks Fiskeriforening.

 


Vinderne af Årets Ret med Fisk & Skaldyr 2023
Foto: Morten Beck, MarketingMedia

Stort tillykke til vinderne! 

 

FAKTA OM PRISERNE

Om Årets Ret med Fisk & Skaldyr 2023 og Årets Ret med Gris 2023:

Priserne uddeles af Landbrug & Fødevarer. Vinderne findes ved juryvotering efter, at juryen har besøgt de i alt 8 nominerede restauranter og kokke, og smagt deres konkurrenceret med fisk og skaldyr samt med gris.

Årets Ret med Fisk & Skaldyr er finansieret af Danmarks Fiskeriforening, mens Årets Ret med Gris er støttet af Norma og Frode S. Jacobsens Fond. Priserne blev i 2023 uddelt i samarbejde med WhiteGuide Danmark, som afholdt deres lancering af WhiteGuide for 2023 – heriblandt med priser som Årets Restaurant, Årets Unge Kokketalent mv.

De øvrige nominerede til Årets Ret Fisk og Skaldyr 2023 var:

  • Restaurant Domæne, Herning
  • Restaurant Novel, Aarhus

De øvrige nominerede til Årets Ret med Gris 2023 var:

  • Sdr. Bjert Kro, Bjert
  • Restaurant MARK, København V
  • Restaurant Treetop, Vejle
  • Norrlyst, København K
  •  

De 6 jurymedlemmer er:

  • Svend Rasmussen (Tv-vært, kok og madanmelder v. TV2)
  • Helle Brønnum Carlsen (forfatter, madanmelder v. Whiteguide, Børsen & Politiken)
  • Mikkel Maarbjerg (forfatter, kok og direktør i Maarbjerg & Kirk)
  • Daniel McBurnie, (kok og køkkenchef)
  • Thomas Herman, (kok, forfatter, TV-vært)
  • Anders Nicolajsen (chefkonsulent for Gastronomi & Foodservice, Landbrug & Fødevarer)