De nominerede til Kantineprisen 2024 er nu fundet

Efter en spændende præsentationsdag på Axelborg d. 2. maj, hvor alle de indstillede kantiner viste deres kunnen frem, er nu tre finalister udvalgt. Årets pris går til dét køkken, der udviser ekstraordinært styr på smag, bæredygtighed og økologi samt en række andre kriterier der placerer dem i toppen af kantinefeltet.

 

Prisen tages meget seriøst

"Kantineprisen er en utrolig seriøs størrelse, og i år har vi oplevet ekstraordinær stor seriøsitet og interesse for indstillinger til Kantineprisen, hvilket er fantastisk skønt! Det vidner om et fagområde hvor barren er sat uhørt højt og hvor der er kamp til stregen om en eftertragtet nominering, samt retten til at kalde sig ’ blandt de bedste i Danmark’. Med så stærkt et indstillingsfelt, har det aldrig været mere sandt at sige at de 3 nominerede allerede er vindere! udtaler Anders Nicolajsen, jurymedlem og chefkonsulent for foodservice hos Landbrug & Fødevarer.

Kriterierne for at deltage er blevet skærpet, hvilket også afspejles i antal indstillinger. Med øgede indstillingskrav til Kantineprisen samt det meget snævre nåleøje, er der mange kantiner, der ikke kunne løfte hele listen af kriterier, der i år udgør rammerne for prisen. Det er før blevet sagt at det er sværere at vinde kantineprisen end det er at få en Michelin stjerne - og det er der en særlig grund til, fortæller Anders Nicolajsen:

Kriterierne er omfattende og ambitiøse, men det afspejler faktisk det meget høje niveau mange kantiner i Danmark leverer på. Det har aldrig været nemt at blive hyldet som landets bedste, men I år er det endnu sværere, og det er helt med vilje. Frokostoplevelsen er blevet en helt essentiel del af virksomheders DNA og det ses tydeligt når man beder kantinerne om at sætte ord og handling bag deres koncepter. Det kræver også et format der favner bredt, men som er gearet til i sandhed at belønne de aller bedste."

De nominerede til Kantineprisen 2024 er:

  • ALFA WORK, Søborg, ledet af køkkenchef Sine Andersen og team, Compass Group
  • Aamanns Køkken, København K, ledet af køkkenchef Carsten Hughson og team
  • Flerbrugerhuset Søborg Tower, Søborg, ledet af køkkenchef Kim Bjørklund og team, ISS

Kåring og Cook-Off på Bornholm

Vinderen vil blive kåret til kokkekonkurrencen 'Sol over Gudhjem' den 22. juni 2024 på Gudhjem Havn, hvor repræsentanter fra de nominerede køkkener vil dyste i en nervepirrende Cook-Off, der vil sætte deres kulinariske færdigheder på prøve foran et professionelt dommerpanel og en entusiastisk tilskuergruppe. Med et fokus på lokale og økologiske råvarer vil kokkene konkurrere om at skabe delikate retter til mange, og begivenheden vil være en festlig hyldest til madkunsten og en kilde til gastronomisk inspiration. Først efter alle de bedømmelser, kan én stille sig øverst på skamlen, som vinder af Kantineprisen 2024.

Tillykke til de tre nominerede!

 

Læs mere om Kantineprisen 2024 her