Convergence 2026

Landbrug & Fødevarer var medvært for The, Plant-Based Future, en talk der blev afholdt hos SPORA i København som en del af det banebrydende internationale gastronomiske event CONVERGENCE.

02.02.2026

Konvergens beskriver det øjeblik, hvor idéer mødes, viden bliver delt, og forskelligheder smeltes sammen til noget nyt. Det er en bevægelse mod en fælles retning, fælles sprog og fælles ambitioner, som er drevet af dialog, innovation og videndeling.

Netop denne form for konvergens tog fysisk form, da CONVERGENCE fandt sted i København fra den 28. januar til den 2. februar. Her samledes nogle af verdens mest toneangivende kokke, restauranter og barer til en verdenspræmiere på det, der kan udvikle sig til fremtidens knudepunkt for global gastronomi.

Eventet samlede 64 restauranter og 5 barer med repræsentation fra 27 lande fordelt på 6 kontinenter. Tilsammen repræsenterede deltagerne 82 Michelin-stjerner og 147 The Best Chef Awards. Over fem dage præsenterede kokke fra Michelin- og toprestauranter deres signaturretter, mens ét symposie og tilhørende talks, engagerede danske og internationale kokke, producenter, foodserviceaktører og faglige frontløbere om gastronomien.

CONVERGENCE Talk: The Plant-Based Future den 2.februar 2026 blev afholdt med Landbrug & Fødevarer som medvært, hvor fokus var rettet mod plantebaserede råvarer og grøn gastronomi. En dag fyldt med grøn inspiration, stærke faglige indsigter, innovativ gastronomi, kulturel udveksling og forskning på højeste niveau. 

Programmet bød på oplæg fra internationale toprestauranter, indsigter i gæsteadfærd samt diskussioner om, hvordan plantebaseret mad kunne spille en større rolle i både professionelle køkkener og fremtidens fødevareproduktion. Dagen blev afrundet med smagsprøver og networking, hvor deltagerne udvekslede erfaringer og inspiration på tværs af branchen.

På scenen kunne man opleve talks fra følgende kokke, eksperter og frontfigurer: 

  • Andreas Keil, Beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester, Københavns Kommune.

  • Anders Nicolajsen, Chefkonsulent, Gastronomi & Foodservice, Landbrug & Fødevarer.

  • Hiroyasu Kawate, Kok og ejer af Florilège, Tokyo.

  • Varun Totlani, Køkkenchef hos Masque, Mumbai.

  • Minaka Ono, Ph.d.-studerende m. forskning i umamificering for at forstærke smag og tilfredsstillelse i plantebaserede måltider, Spora

  • Emile van der Staak, Kok og ejer af De Nieuwe Winkel, Nijmegen

  • Rasmus Munk, Medejer og Køkkenchef hos Alchemist, København. 

Mandagens CONVERGENCE-Talk blev til med støtte fra Plantefonden og som en del af projektet PLANTERIGET.

Læs mere