Fødevaredagen 2024

Årets store branchedag, Fødevaredagen, fandt sted den 17. september 2024 på det historiske Hindsgavl Slot.

17.09.2024 | Hindsgavl Slot

Foto: Landbrug & Fødevarer, Morten Beck, Marketing Media

For tiende gang samledes førende aktører fra dagligvarehandlen, foodservicesektoren og landets producenter til dybdegående indsigter og inspirerende diskussioner til Fødevaredagen 2024. Deltagerne kunne se frem til oplæg fra en række fremtrædende eksperter. Blandt talerne var innovationsekspert Simon Caspersen, Tilman Eichstädt, Innovationsdirektør hos Hello Fresh, Christian Mouroux, Kommunikationsdirektør hos Ikea, Camilla Erika Lerberg, CEO for Fairtrade, Nina Preus, forbrugerekspert fra Landbrug & Fødevarer, Morten Hassing fra ISS’s kantiner, Flemming Münster, Salgsdirektør hos Leroy Seafood, Bjarke Jeppesen, Årets Kok, Sine Andersen, vinder af årets Kantinepris, samt Sebastian Holberg, kok og Bocuse d’Or-kandidat. 

Selvom det er en turbulent tid for mange i fødevarebranchen, er det en stor glæde at kunne samles og drøfte nye indsigter og fremtidsudsigter. Hvordan vil fremtidens fødevareforbrug se ud, og hvad siger forbrugerne? Kan de dygtigste kokke inspirere resten af branchen til nye madoplevelser? I dag fejrer vi også madhåndværket med kåringen af Danmarks bedste slagterafdeling, både blandt private slagtere og i supermarkeder,” udtaler Mette Gammicchia, afdelingschef for Marked og Ernæring i Landbrug & Fødevarer. Hun så frem til en dag, hvor fødevareproducenter, foodservicesektoren og detailhandlen mødtes.

Foto: Landbrug & Fødevarer, Morten Beck, Marketing Media

Også Merete Juhl, administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer, deltog aktivt i Fødevaredagen: "Det er langt fra hver dag, at vi mødes i foodservice - og detailsektoren, men når vi gør, er det vigtigt at sætte fokus på de store emner, der berører vores erhverv. Som en del af samfundskontrakten har vi en vigtig opgave i at producere fødevarer. Vi skal stå ved vores ‘licens til at producere’ og fortsætte med at fremhæve vores rolle i samfundet,” siger hun og ser frem til engagerede debatter om fremtiden for fødevareerhvervet."

Temaet for Fødevaredagen i år var ansvarlighed i værdikæden, hvilket understreger vigtigheden af samarbejdet om bæredygtige og etiske praksisser i hele branchen. Dagen er ikke blot et møde for fagfolk; det er en platform for handling og innovation, der kan drive fødevarebranchen fremad.

Christian Vejlund, Seniorkonsulent ved Landbrug & Fødevarer og projektleder ved Fødevaredagen 2024 siger: 

"Fødevaredagen 2024 samlede mere end 200 beslutningstagere fra branchen og understreger endnu engang, at det fysiske format kan noget helt særligt i forhold til netværk, vidensdeling og sammenhold. Det særlige ved Fødevaredagen er, at dagen kombinerer ny viden, inspiration og indsigter med fest og fornøjelse - noget, branchen i høj grad bakker op om. Samtidig er det kulinariske niveau på Hindsgavl Slot, hvor arrangementet afvikles, i en liga for sig. Fødevaredagens gæster fortæller os, at dagens faglige og gastronomiske forkælelse er årsagen til, at de fortsat prioriterer at deltage år efter år. Fødevaredagen afholdes igen den 16. september 2025, og vi glæder os til at præsentere gæsterne for de mange nye tiltag, vi har i støbeskeen."

Foto: Landbrug & Fødevarer, Morten Beck, Marketing Media