Ost & Gastronomi

Opnå et styrket gastronomisk sprog for ost i grønnere serveringer, konkrete teknikker til smag, tekstur og mundfylde, et klarere blik på forbrugertendenser og pris versus oplevelse samt ideer, der kan sælges både til gæster og til dit team.

17.11.2025 | Flere lokationer

Den 17. november inviterer Landbrug & Fødevarer til en dag, hvor ost får lov til at vise, hvad den kan i professionelle køkkener. Ost løfter grøntsagsdrevne retter med dybde, umami og tekstur og skaber balance, mundfylde og karakter, som gæsterne husker og vender tilbage efter. Til arrangementet kommer du helt tæt på gastronomisk håndværk, sensorik og strategisk menuudvikling, så du kan omsætte inspirationen til retter, der rammer gæsternes ønsker og skaber genkøb.

Program

Dagen begynder med en morgenmasterclass på Hotel og Restaurantskolen, hvor Christian Bøjlund sætter tempoet med praktiske teknikker, parringer og metodegreb, der viser, hvordan ost og grønt sammen kan skabe nye smagsoplevelser. Du arbejder konkret med smagsstyring, tekstur og smelteevne og får ideer, der kan bruges i både a la carte og storkøkken. Undervejs får du markedsviden, der flytter menuer. Anders Nicolajsen, chefkonsulent i Gastronomi og Foodservice hos Landbrug og Fødevarer, deler aktuelle forbrugertendenser og oversætter dem til handling. Du får indblik i, hvilke ostetyper der performer i grønnere serveringer, hvordan du kommunikerer værdi til gæsterne, og hvor ost skaber genkendelighed og villighed til at betale.

Herefter åbner Poul Larsen, direktør i HKI Ost, dørene til ostens maskinrum. I grotten får du indsigt i modning og lagring, håndværk og skimmel, og du smager dig igennem et udvalg, der fungerer som inspirationsbibliotek til dit eget køkken. Det er terroir, teknik og gastronomi, serveret så du kan bruge det i praksis.

Til frokost inviterer Mikkel Maarbjerg og Restaurant VIE dig til bords. Her møder du ost og grønt i strategisk samspil med retter, hvor ostens egenskaber som salt, umami, fedme, syre og tekstur anvendes målrettet for at løfte grøntsagerne og skabe retter, der både føles lette og kompromisløst velsmagende. Du får oplæg og smagsprøver fra udvalgte mejerier, der forankrer læringen i konkrete produkter.

Vi slutter dagen af til Landbrug & Fødevarer og White Guide Danmarks Awardshow i Charlottenlund, hvor blandt andet Årets ret med ost kåres. Det er branchefejring, netværk og gastronomi helt i front og den perfekte ramme til at spejle dagens indsigter i de bedste aktuelle eksempler.

Hvad får du med hjem?

Et styrket gastronomisk sprog for ost i grønnere serveringer, konkrete teknikker til smag, tekstur og mundfylde, et klarere blik på forbrugertendenser og pris versus oplevelse samt ideer, der kan sælges både til gæster og til dit team.

Vil du med? Skriv til Anders Nicolajsen for at sikre dig en plads i tide.

Kontakt

Chefkonsulent, Gastronomi & Foodservice

Anders Nicolajsen

+45 5364 5853 andn@lf.dk

Arrangementet afholdes med støtte fra Mejeriforeningen.

Læs mere