Mejeriforbruget i dag – Et marked i bevægelse

Med december og julehøjtiden over os fylder ost, smør og fløde igen en naturlig del af danskernes madtraditioner. Det er derfor et oplagt tidspunkt at se nærmere på årets udvikling i mejeriforbruget, baseret på de nyeste analyser, Mejeriindsigter 3. kvartal 2025, udarbejdet af Kauza for Landbrug & Fødevarer. Samtidig ser branchen frem mod de nye kostvaneundersøgelser, der offentliggøres i januar 2026, og som forventes at give et klarere billede af udviklingen

11.12.2025

Stabil vækst i mejerikategorien

Ostekategorien er vokset med 7 % det seneste år. Væksten skyldes primært stigende priser, men også at danskerne køber ost oftere end tidligere. Stort set alle husstande har købt ost inden for det seneste år, og ældre par uden børn står for hele 30 % af omsætningen. Der er dog store forskelle mellem ostetyperne, hvor især de modne og karakterfulde oste klarer sig stærkt.

Den tendens mærkes også hos HKI. Salgsdirektør Stefan Nordahl-Pedersen fortæller:

Vi hos HKI har bemærket den nedadgående tendens i mælkeforbruget, men det er opmuntrende at se den fortsatte efterspørgsel efter ost – især de økologiske varianter. Forbrugerne efterspørger dyrevelfærd, lokalt producerede varer, bæredygtighed og den gode historie, hvilket vi ser som en positiv udvikling.

Stefan Nordahl-Pedersen fremhæver, at efterspørgslen på kvalitetsoste, som f.eks. Gammel Knas, ligger stabilt, og at flere mindre mejerier nu udvikler oste i samme stil. HKI oplever generelt vækst i den økologiske kategori, særligt inden for oste af høj kvalitet. Stefan peger blandt andet på Søtoftes Gårdmejeri, der er i gang med at udvide produktionen, og Øllingegaard, som efter opkøbet af fårebesætningen fra Hårbølle Mejeri nu lancerer nye fårebaserede produkter, heriblandt den syrnede fårefløde, der i år vandt Gourmetprisen, organiseret af Mejeriforeningen. 

Faldende mælkeforbrug blandt de unge

Kauza-analysen viser, at mejerikategorien samlet set er i vækst. Det skyldes både højere priser og øget købsfrekvens. Stort set alle danske husstande lægger mejerivarer i kurven i løbet af et år, og en betydelig del af købene sker i de største dagligvarekæder inden for kategorien, nemlig Rema 1000 og Netto, hvor godt 70 % af danskerne køber mejeriprodukter.

Samtidig er der sket en markant vækst i økologiske mejerivarer, der i stigende grad efterspørges af forbrugerne på tværs af aldersgrupper.

Men trods den generelle fremgang ser vi et bekymrende fald i forbruget blandt de unge. De yngre aldersgrupper, som ellers står for en stor del af købene på tværs af mejeri, vælger i mindre grad mælkeprodukter end tidligere. Det kan få konsekvenser for folkesundheden, især når det gælder calciumindtaget. For lavt calciumindtag i barndom og ungdom kan påvirke knoglesundheden senere i livet og bl.a. øge risikoen for osteoporose hos kvinder.

Som Katrine Langvad, chefkonsulent i afdelingen for Ernæring og Sundhed ved Landbrug & Fødevarer, siger: “Vi kan se, at de unge drikker mindre mælk, og det er en bekymrende udvikling. Hvis man ikke får dækket sit calciumbehov i de unge år, kan det få betydning langt ind i voksenalderen. Det er en folkesundhedsudfordring, vi er nødt til at tage alvorligt.

Den nye kostvaneundersøgelse er endnu ikke offentliggjort, men på Ernæringsfokuskonferencen i november blev der givet et første indblik, som indikerer samme tendens: unge danskere drikker mindre mælk og er dermed i risiko for at få mindre calcium i kosten.

Sæsonens betydning og et kig frem mod 2026

December er traditionelt en stærk måned for mejeri, hvor både ost, fløde og smør fylder ekstra i danskernes køleskabe og måltider. Sæsonen afspejler tydeligt forbrugernes vaner og giver et konkret billede af, hvordan kategorien anvendes i praksis.

Alt i alt viser data, anvendt til denne artikel, at mejeriforbruget er i bevægelse med tydelig vækst på tværs af kategorien, både hvad angår ost og øvrige mejeriprodukter. Udviklingen drives af hyppigere køb, højere gennemsnitspriser og et stærkt fokus på kvalitet, økologi og smagsoplevelser. Den kommende kostvaneundersøgelse vil sandsynligvis give nye indsigter, og dermed også et fingerpeg om, hvilke produkter der vil forme markedet i 2026.

Kontakt

Afdelingschef for Marked & Ernæring

Mette Jasper Gammicchia

+45 2724 5668 mjg@lf.dk

Læs mere