Den Nationale Grøntuge

I uge 34 afholdes Den Nationale Grøntuge. Her vil over 40 aktører inspirere danskerne til at spise flere grøntsager. Som aktør i fødevarebranchen kan du være med til at sprede det gode budskab!

16.08.2024

Selvom to ud af tre danskere gerne vil inkludere flere grøntsager i deres kost, og 9 ud af 10 prioriterer sund mad, når de fleste stadig ikke op på de anbefalede 600 gram frugt og grønt dagligt – hvoraf mindst halvdelen bør være grøntsager.

Den Nationale Grøntuge er en oplagt mulighed for at sætte grøntsagerne i fokus og gøre en forskel. Gennem samarbejde på tværs af branchen kan vi inspirere danskerne til at vælge grøntsager og bidrage til en sundere livsstil.

Hvordan kan du deltage?

Materialebanken, der indeholder kreative ressourcer som logoer, payoffs, og visuelle elementer, kan du bruge i dine egne kampagner eller events. Uanset om du kommunikerer digitalt eller arrangerer fysiske aktiviteter, vil vi opfordre til at sætte grøntsagerne i centrum. Jo flere vi er til at løfte denne dagsorden, desto større effekt har vi! Læs mere om Den Nationale Grøntuge og se de lækre DNG materialer her

Plads til mange flere

Over 40 interessenter er allerede tilmeldt, men der er plads til mange flere. Fokus i kommunikationen skal være på grøntsager, som defineret af Fødevarestyrelsen. Andre fødevarer kan indgå, så længe grøntsagerne er i fokus. Har du spørgsmål eller vil du høre mere om dine muligheder, så kontakt projektleder og ernæringschef Line Damsgaard (lda@lf.dk) for at høre mere.

Lad os sammen gøre grøntsagerne til en naturlig og endnu større del af danskernes hverdag!

 

Den Nationale Grøntuge er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer