Planterige fødevarer: Fra trend til transformation
Hvordan bliver planter en fast del af fremtidens måltider? Det spørgsmål blev stillet – og besvaret – på konferencen State of the Union, hvor planterige fødevarer og blandingsprodukter tog spotlightet.
18.11.2024
Fra 700 års griseproduktion til fremtidens danske bælgfrugter
Julestjernerne glimtede i loftet på Tivoli Slottet, da Landbrug & Fødevarer i sidste uge samlede medlemmerne af Planteværket til den årlige State of the Union-konference. Her blev der diskuteret, hvordan danske fødevarer kan tage næste skridt mod en grønnere fremtid, og hvordan forbrugere og producenter kan gå hånd i hånd om den plantebaserede omstilling.
Et af dagens mange inspirerende oplæg kom fra Bælgkompagniet, der tager et historisk opgør med sine rødder. Gården, der i over 700 år har haft grise som en central del af produktionen, vil i 2025 sige farvel til sin sidste gris og fremover fokusere på økologiske danske bælgfrugter.
"Det er lidt skræmmende, for det er vores griseproduktion, der har sikret midler og finansiering til vores omlægning til bælgfrugter. Vi lægger også en lang historie bag os. Der har været grise på vores gård siden 1300-tallet", fortalte Lene Bohn-Jespersen, co-founder af Bælgkompagniet.
Det hele begyndte hos dem med et generationsskifte i 2021 og derefter en strategiplan frem mod 2030.
Vind og vejr er en ting, politik og regering noget andet, men det hele begynder hos os. Nemt er det ikke. Men vi har fået meget backup undervejs, også fra Landbrug & Fødevarer med ”Book en Mark” som klart eksempel, fortalte hun.
Skiftet kræver ikke kun en strategisk omlægning af produktionen, men også et opgør med traditionerne. Bælgkompagniet er et eksempel på, hvordan danske landmænd nytænker deres rolle i fødevaresektoren – en proces, der ofte er både udfordrende og inspirerende.
Forbrugernes valg står klart: Tilvalg, ikke fravalg
Det overordnede budskab fra mange af deltagerne var, at forbrugerne skal tilvælge planter frem for at fravælge kød. Den gode smag og åben og klar kommunikation må bære forandringen hos forbrugerne. Men udfordringer er der, for som L&F’s eksperter cheføkonom Martin Kristian Brauer og forbrugersociolog Nina Preus fastslog, er markedet let stagnerende, og forbrugerne er skeptiske og traditionelle. Den erkendelse har virksomhederne også.
"Vi vil ikke have kødefterligninger. Forbrugerne er trætte af det. Køderstatninger er for forarbejdede, og kokke finder det svært at forblive kreative. Når man får vores produkter, skal forbrugerne kunne se, hvad de spiser. De kan direkte se planteingredienserne i fødevaren", sagde Cecilie Engvang Lund, COO og co-founder i Tempty Foods.
Adm. direktør Ivan Noes fra DAVA Foods er enig i udfordringen med forbrugerne:
"Det er godt at møde hele værdikæden her i dag, både iværksætterne, foodservice og detail. Men vores helt store udfordring er at få forbrugerne med og gøre kagen større."
Vejen frem er samarbejde og innovation
State of the Union 2024 var en påmindelse om, at en grønnere fremtid kræver en fælles indsats på tværs af hele fødevaresektoren. Fra store producenter til små iværksættere arbejder aktører i sektoren på at finde løsninger, der gør det let og attraktivt at vælge planter til.
Dagens oplæg og diskussioner understregede, at vejen til en mere plantebaseret fremtid handler om at sænke barriererne: Smag, pris og tilgængelighed er afgørende for at vinde forbrugernes hjerter og skabe en varig forandring.
Konferencen viste tydeligt, at mens forandring kan være udfordrende, er ambitionen og viljen til at tage ansvar til stede. Fremtidens fødevaremarked er ikke kun grønt – det er innovativt, samarbejdende og fuld af nye muligheder.