ÅRETS RET MED FISK & SKALDYR
Årets Ret med Fisk & Skaldyr er en konkurrence for kokke, som formår at lave retter, der viser nye, anderledes og velsmagende sider af grisekød. I 2021 er konkurrencen blevet afholdt for første gang.

På trods af de mange lokale fiske- og skaldyrsarter, spiser danskerne for lidt fisk set i forhold til kostrådene og de officielle anbefalinger. Men der kan fremtrylles masser af smag med havets fristelser, og derfor har Danmarks Fiskeriforening PO, Landbrug & Fødevarer og Partnerskabet for fisk og skaldyr i 2021 lanceret en ny konkurrence, der skal vise, hvorfor fisk og skaldyr er noget af det ypperste, man kan servere.
Den nye Gastro-konkurrence har fået navnet ”Årets Ret med Fisk & Skaldyr”, og hylder den kok og restaurant i Danmark, der har formået at skabe en unik ret med enten fisk eller skaldyr, der viser, hvad kategorien kan.
Seniorkonsulent, Kristian Grut, fra Landbrug & Fødevarer er prisansvarlig for Årets Ret med Fisk & Skaldyr:
”Danske fisk er en frisk kvalitetsråvare, der kan tilberedes i et utal af smagfulde sammensætninger. Med denne nye konkurrence får topkokke muligheden for at udfordre hinanden på kreativitet med havets fristelser. Fisk og skaldyr er allerede en populær råvare blandt danske gastronomer, men ved at iscenesætte fisk og skaldyr på det højeste, gastronomiske niveau kan denne nye ærefulde pris skabe ringe i vandet, som vil kunne smages ude i resten af foodservice-landet”.
Der er bred enighed blandt topkokke om at danske fisk er fantastiske at arbejde med:
”Dansk fisk og skaldyr er i en klasse for sig. Det er et højkvalitetsprodukt, jeg til dagligt finder stor glæde i at arbejde med. Denne glæde og stolthed omkring det lokale erhverv og dets kvalitetsprodukter vil jeg gerne være med til at udbrede. Derfor bakker jeg op om Årets ret med Fisk. En kokke-konkurrence er for mig en unik mulighed for at skabe øget fokus på fisken som kategori og åbner op for spændende muligheder ude i køkkenerne”, udtaler Kenneth Toft Hansen, Bocuse d'Or guldvinder.
Konkurrencen løb af stablen d. 29 november 2021, hvor michelin-restauranten Alouette på Islands Brygge løb med den første udgave af Årets Ret med Fisk & Skaldyr nogensinde.
Mød juryen
Det er en flok af prominente og rutinerede mad-folk, der har smagt, duftet og voteret sig gennem dette års nominerede retter til Årets Ret med Gris / Årets Ret med Fisk & Skaldyr. Nedenfor kan du læse mere om juryen, der har sanset sig frem til dette års vinder af konkurrencen.





