Bæredygtig griseproduktion
Danmark er blandt de mest miljøeffektive, når det handler om produktion af grisekød. I dag produceres fx to slagtegrise med samme miljøbelastning, som én gris havde i 1985.
Klimaaftryk og griseproduktion
Klimagasser er en gruppe af luftarter, som omfatter kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas (N2O) m.fl. Øges koncentrationen af disse luftarter i atmosfæren, får det samlet set jordens temperatur til at stige og dermed ændres klimaet på jorden. Når vi producerer fødevarer i form af mælk, kød, korn mv., udledes fx metan som bøvs fra mave- og tarmgas, når husdyrene fordøjer foderet, samt når husdyrgødningen opbevares i stalde og gødningslagre.
For at dyrke korn på landbrugsjorden, er der behov for at tildele kvælstof i form af husdyrgødning eller handelsgødning for ikke at udpine jorden. En negativ sideeffekt af det tildelte kvælstof er, at der i jorden via biologiske processer sker dannelse af lattergas, som er en meget potent klimagas. Modsat binder planterne også kuldioxid via fotosyntese, hvilket samtidig er en del af klimaløsningen.
Produktion af foder på de dyrkede landbrugsarealer er en af de store kilder til emission af drivhusgasser ved animalsk fødevareproduktion. Foder fra dyrkede arealer er årsag til størstedelen af det samlede klimaaftryk fra griseproduktionen i landmandsledet, før grisene leveres til slagtning. Det skyldes en negativ sideeffekt af at tildele kvælstof på arealerne, hvor der som følge af biologiske processer i jorden dannes lattergas (lattergas i jord dannes via nitrifikation af ammonium til nitrat eller ved denitrifikation af nitrat til frit kvælstof).
Avlsarbejde og konstant udvikling gør en forskel
Med hensyn til fosfor har en udbredt brug af enzymet ”fytase” bidraget til faldet i udskilt fosfor pr. gris. Det reducerede forbrug af kunstgødning og den øgede udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning har gjort, at landbruget siden 1990 næsten har halveret udvaskningen af kvælstof ud til vandmiljøet.