Klump af gris

Klump

Klump er en mager og reel udskæring af skinken, der bliver tør, hvis den steges for meget. Den bedste spiseoplevelse fås, når steg af klump er svagt rosa i midten ved servering. Klump skæres også til minuttern og -strimler, som er velegnede til hurtige gryderetter og som fyld i madbrød. Du kan sætte masser af farve og smag på retterne med forskellige sprøde grøntsager og krydderurter.


Skærevejledning

Klumpen skæres af skinken og løsnes i hinden ved yderlåret og skæres ned til sværen, som skæres igennem.

Klump afpudses helt for fedt og sener. 

 

 

Tilberedning

Tilberedningssvind: Ca. 30 %

Grundtilberedningsanvisning i gryde 

1 kg klump af gris
salt og peber 
10 g smør eller 2 tsk olie
1 dl væske 

Tilberedningstid: Ca. 1 time 

• Dup klumpen tør med køkkenrulle. 
• Krydr med salt og peber. 
• Varm fedtstoffet i en gryde ved god varme - smør skal være gyldent, olie skal være varmt. Det skal sige "lyde", når kødet kommer i gryden. 
• Brun klumpen på alle sider, 3 - 4 minutter i alt og tilsæt væske. 
• Lad kødet stege under låg ved svag varme ca. 25 minutter. 
• Vend og steg endnu ca. 25 minutter. 
• Samlet stegetid efter bruning er ca. 50 minutter.  
• Kødet er færdigt, når centrumtemperaturen er 62 - 65 grader.

 
Tilberedningssvind: Ca. 20 %

Grundtilberedningsanvisning i ovn 

1 kg klump af gris
salt og peber 
fedtstofmængde efter eget valg - dog mindst 20 g smør eller 1 spsk olie

Tilberedningstid: Ca.1 ¾ time 

• Dup klumpen tør med køkkenrulle. 
• Krydr med salt og peber. 
• Varm fedtstoffet på en pande ved god varme - smør skal være gyldent, olie skal være varmt. Det skal sige "lyde", når kødet kommer på panden. 
• Brun hurtigt klumpen på alle sider, 3-4 minutter i alt. 
• Læg kødet i et ovnfast fad eller i en bradepande, og stik et stegetermometer ind midt i kødet.
• Sæt fadet med kødet midt i en kold ovn. 
• Tænd ovnen på 160 grader og lad kødet stege til centrumtemperaturen er 62 - 65 grader. 
• Stegetid: Ca.1 ½ time.  

Grundtilberedningsanvisning i ovn ved lav temperatur

• Brun klumpen og stil den i ovnen som beskrevet under klump i ovn. 
• Tænd ovnen på 100 grader og steg til centrumtemperaturen er 65 grader. 
• Det er nødvendigt at bruge et stegetermometer, da stegetiden varierer meget fra ovn til ovn.
• Ved en ovntemperatur på 100 grader, stiger temperaturen i kødet ikke, efter det er taget ud af ovnen.

Tilberedningssvind: Ca. 20 %

Grundtilberedningsanvisning på grill 

Klump af gris kan grilles ved indirekte varme. Brug stegetermometer.