Brug klimaanprisninger og kostråd på fødevaregrupper

Nu kan udvalgte fødevaregrupper anprises med at have et lavere klimaaftryk og være et sundere valg. En ny vejledning om brug af anprisninger skal nemlig hjælpe virksomheder med at kommunikere om klima og kostråd, så det fremover bliver lettere for forbrugerne at vælge sundere mad med et lavere klimaaftryk, når de køber fødevarer.

 

Blandt forbrugerne er der en stadigt stigende interesse for at spise sundere og mere klimavenligt, og derfor har Rådet for sund mad valgt at sætte fokus på brugen af klimaanprisninger og kostråd i et netop afsluttet projekt, der skal gøre det lettere for forbrugerne at vælge sundere fødevarer, som samtidig har et lavere klimaaftryk.

Landbrug & Fødevarer har været en del af projektgruppen under ledelse af De Samvirkende Købmænd. Indholdet i vejledningen er Fødevarestyrelsen garant for.

”Det er en milepæl, der her er sat for fødevareproducenternes, foodservice og detailhandelens muligheder for at fremhæve et udvalg af fødevaregruppers sundere egenskaber i kosten, og for første gang, at kunne anprise de fødevaregrupper, der generelt har et lavere klimaaftryk”, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Eva Kunnerup Mohrsen.

”Det var fantastisk at kunne offentliggøre vejledningen på Fødevaredagen den 28. september, og dejligt at mulighederne for anprisning er blevet taget så godt imod. Nu glæder jeg mig til at se anprisningerne ude i butikkerne”, afslutter hun.

Klimanprisning på udvalgte fødevaregrupper

Projektet har produceret en vejledning, der giver konkrete anvisninger til, hvordan I på spisesteder, detailbutikker, internethandel og på jeres hjemmesider kan markedsføre udvalgte fødevaregrupper med generiske klimaanprisninger og De officielle Kostråd. Vejledningen giver jer konkrete formuleringer til at fortælle om en fødevares egenskab i forhold til sundhed og klima.

I vejledning gives enkle eksempler på, hvordan generiske klimaanprisninger kan hjælpe med at fremhæve de fødevarer, der er i en kategori med et lavere klimaaftryk, og som samtidig er en del af en sundere kost.

Klimaanprisningerne kan anvendes på følgende fødevaregrupper:

  • Fersk grisekød og fjerkræ
  • Frugter, grøntsager, bælgfrugter og kartofler
  • Fuldkornsprodukter
  • Planteolier

Helt generelt gælder det, at en anprisning kan anvendes, såfremt oplysningen er klar. Den må ikke vildlede eller forvirre forbrugerne og heller ikke give indtryk af at være bedre end andre tilsvarende produkter.

De generiske klimaanprisninger kan kun anvendes på kategorier af fødevarer, og kan med fordel placeres der, hvor det største udbud af de pågældende varer er placeret. De må aldrig anvendes direkte på produkterne. Anvender du anprisningerne ifølge vejledningen på de nævnte kategorier, er det ikke nødvendigt at fremvise dokumentation.

Du kan finde den nye vejledning via Rådet for sund mad´s hjemmeside her.