Danskerne vil gerne spise flere grøntsager, men vaner og manglende viden kan spænde ben for de gode intentioner

En analyse* fra Landbrug & Fødevarer sætter fokus på danskernes brug af grøntsager i aftensmaden. Analysen viser, at de fleste danskere ønsker at spise flere grøntsager til aftensmaden, men at gamle vaner og manglende viden kan spænde ben for at nå målet. Her får du analysens konklusioner samt 10 bud på inkorporeringen af grøntsager i de klassiske hverdagsretter.

 

At danskerne generelt ønsker at spise flere grøntsager, kan næppe komme som en overraskelse. Grøntsager spiller dog allerede en stor rolle i mange danskeres aftensmad. I en repræsentativ undersøgelse gennemført i september 2022, ses at mere end 7 ud af 10 har spist mindst én grøntsag som en del af gårsdagens aftensmad. Dog er det ofte de samme grøntsager som går igen, som eksempelvis tomat, løg, agurk, salat og gulerødder. For at undersøge muligheder og udfordringerne i at højne forbruget af flere forskellige grøntsager har Landbrug & Fødevarer i en undersøgelse bedt 12 forbrugere om at inkorporere en ny grøntsag i en velkendt hverdagsret.

Det blev dog ikke uden udfordringer, da flere deltagere havde svært ved at vurdere, hvad den nye grøntsag ville gøre ved den ellers kendte smag i retterne.

Helt generelt udleder undersøgelsen, at når danskerne køber ind i supermarkedet, så er det svært at finde inspiration og nye måder at inkorporere grøntsager på. Dette skyldes i særdeleshed, at danskerne ofte køber ind på et rutinemæssigt grundlag og dermed ikke søger inspiration i de mange andre grøntsager på hylderne.

Manglende inspiration til hvilke grøntsager, som kan indtænkes i de klassiske retter, uden at smagen nødvendigvis forringes, vil en ny temaside på voresmad.dk gøre op med. På temasiden kan du få inspiration til at gøre 10 af traditionelle hverdagsretter grønnere med nye og lækre grøntsager – uden at ændre på smagen. Find temasiden her.

*Find analysen her, hvor du nederst på siden kan downloade den fulde rapport.