Hæder til lokale madhelte

Fødevarepriserne 2022 er netop blevet uddelt på den årlige Fødevaredag, der blev afholdt d. 27. september på Hindsgavl Slot. Fødevarebranchen var samlet til en dag i madens tegn, og de efterhånden traditionsrige Fødevarepriser skulle selvfølgelig uddeles endnu en gang til otte velfortjente vindere fra foodservice og detail.

 

Fødevarebranchen, ikke kun i Danmark men i hele Europa, er presset lige nu, og har været det gennem en længere periode grundet udefrakommende omstændigheder. Derfor er det ekstra vigtigt at hylde dem, der bidrager positivt. Der tænkes nye tanker rundt omkring, både hos detailhandlen og i foodservice, for at leve op til krav om bl.a. bæredygtighed samtidig med at der leveres mad af højeste kvalitet. Innovation og omstillingsparathed har været nøgleord for mange i fødevarebranchen i år, og det var der flere eksempler på blandt de nominerede til årets Fødevarepriser.

Smagen af bæredygtighed
Fødevarepriserne består af 8 priser, som hylder alle afkroge af branchen. Vinderne har alle skilt sig positivt ud på hver sin måde og på trods af tidens udfordringer formået at tage deres niveau til nye højder. Butikker og storkøkkener leverer størstedelen af danskernes daglige måltider, og har derfor en vigtig rolle i at gå forrest i udviklingen af dansk madkultur.

”Det er en turbulent tid for mange i fødevarebranchen og mange nye udfordringer, der skal håndteres. Derfor er det en særlig glæde at kunne stoppe op og fejre de bedste af de bedste og de madprofessionelle og ildsjæle, der bidrager til at skubbe hele fødevarebranchen ved at sætte nye standarder for hvordan måltider skal tilberedes og smage eller skaber de bedste mad- og butiksoplevelser for forbrugerne, så vi hjemme kan blive udfordrede i vores madlavning med anvendelse af nye råvarer eller simpelthen skabe et godt og hurtigt måltid når tiden er knap” udtaler Mette Gammicchia, Chef for Marked og Ernæring i Landbrug & Fødevarer.

Fødevaredagen er blevet afholdt hvert år siden 2014 af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Fødevaredagen samler fødevarebranchen omkring de nyeste trends og tendenser, og hylder samtidig de madprofessionelle, der har udmærket sig i særlig grad i det forløbne år.

Nedenfor kan du se årets vindere og nominerede.

Vindere 2022

Slagterprisen
Vinder i kategorien ’Slagtere i super- og hypermarkeder’
Slagtermester Christian Steen Hansen, Salling Super, Aarhus

Nominerede i kategorien ’Slagtere i super- og hypermarkeder’
Slagtermester Mikkel Bomann West Krogsbæk, SuperBrugsen, Fensmark
Slagtermester Danny Petersen, MENY, Fredericia

Vinder i kategorien ’Privatslagtere’
Slagtermester Marie Munch, Slagter Munch, Skagen

Nominerede i kategorien ’Privatslagtere’
Slagtermestre Dorthe og Henrik Schmelling, Slagter Schmelling, Gilleleje
Slagtermester Sune Hansen, RønhaveSlagteren, Sønderborg

Mejeriprisen
Vinder i kategorien ’Ostehandlere’

Ostehandler Kaj Jørgensen, Klingenberg Ost & Delikatesser, Odense

Nominerede i kategorien ’Ostehandlere’
Ostehandler Manfred Dieter Schedler, Jama Ost, Risskov
Ostehandler Allan Caseus, Caseus Ost, Roskilde

Vinder i kategorien ’Super- og hypermarkeder’
Ostemester Kenneth Østergreen, MENY Fabrikvej, Viborg

Frugt- og grøntprisen
Vinder i kategorien ’Årets unge grønne talent’
Grøntansvarlig Gaja Langhave, Rema 1000, Rønde

Nominerede i kategorien ’Årets unge grønne talent’
Frugt & Grønt ansvarlig Tobias N. Rasmussen, Irma Nørreport
Salgsleder Frugt & Grønt Mathias Bjerrum, SPAR Ny Ellebjerg

Vinder i kategorien ’Årets grønne ildsjæl’
Grøntchef Martin Coulthard, MENY Domus Vista

Nominerede i kategorien ’Årets grønne ildsjæl’
Frugt & Grønt salgsleder, Marie J. Thulstrup, SPAR Ebberup
Frugt & Grønt-leder Torben Lorenzen, SuperBrugsen Havdrup

Kantineprisen
Vinder i kategorien ’Kantiner i virksomheder’
Køkkenchef Sofie Rosa Randall, Jespers Torvekøkken hos Kopenhagen Fur i Glostrup

Nominerede i kategorien ’Kantiner i virksomheder’
Køkkenleder Mads Henriksen Birk, Bankdata, Silkeborg
Team Meyers, Meyers Kantiner hos Rambøll, Esbjerg

Køkkenprisen
Vinder i kategorien ’Offentlige køkkener’
Køkkenpersonalet, Nordsjællands Hospital, Hillerød

Nominerede i kategorien ’Offentlige køkkener’
Kostfaglig Eneansvarlig Lykke Lagersted-Drejer, Idrætsbørnehuset Møllegården
Måltider & Ernæring ved Aalborg Universitetshospital
Køkkenpersonalet, Rosengårdcentrets Køkken