Her er danskerne: Mød de seks forbrugertyper

Hvor mange procent af danskerne er egentlig interesserede i mad? En ny analyse fra Landbrug & Fødevarer har kortlagt seks forbrugertyper, der gør dig klogere på, hvilke forbrugertyper der går op i mad, hvem der vægter klima over smag, hvor mange der gerne vil have convenience og meget mere.

 

Har du styr på, hvem din forbrugertype er? Sælger du gourmetprodukter skal du have fat i madspecialisten, hvis du gerne vil kommunikere om den grønne dagsorden, skal du måske henvende dig til grøntentusiasterne, og handler det for dig om at afsætte lokalproducerede produkter, så er madidealisterne oplagt for dig at tage fat i.
I et nyt, stort forbrugerstudie fra december 2021, har Landbrug & Fødevarers analyseafdeling, i samarbejde med Kantar Gallup, foretaget en repræsentativ segmentanalyse, der på baggrund af interviews og data fra 7.638 danske forbrugere ned til 12-årsalderen, kortlægger seks danske forbrugertyper.

Forbrugertyperne er inddelt i seks segmenter, der adskiller sig fra hinanden i deres tilgang til madlavning, indkøb og andre fødevareparametre. Men også forbrugernes medieforbrug, sundhedsfokus og fritidsinteresse er blevet kortlagt.

Resultatet er en gennemarbejdet analyse, der først og fremmest inddeler forbrugerne på baggrund af deres holdninger og handlinger.

40% meget interesserede i mad
Segmenteringsanalysen viser, at tre af de i alt seks segmenter, er meget interesserede i fødevarer men på forskellige måder. Samlet set udgør de tre fødevareinteresserede segmenter 40% af befolkningen, mens de resterende 60% ikke har en udpræget interesse i fødevarer.

Nedenfor skitseres de seks forbrugertyper, men i analysen, der kan hentes nederst i denne artikel, kan du i detaljen læse om hvert segment.

  • Madspecialister, 12 pct. af den danske befolkning: Madspecialisterne er en gruppe af forbrugere, som er meget interesseret i fødevarer og madlavning. For dem er smag og oplevelse af stor betydning. De går ofte ud og spiser og søger også ofte gastronomiske oplevelser.
  • Madidealister, 13 pct. af den danske befolkning: Madidealisternes primære fokus er, hvordan maden er produceret. De er samfundsbevidste og ansvarlige, og der er en større repræsentation af forbrugere i de ældre aldersgrupper.
  • Grøntentusiaster, 15 pct. af den danske befolkning: Grøntentusiaster er især drevet af fokus på den plantebaserede mad, men er overordnet set meget bæredygtighedsfokuserede. Deres grønne fokus inkluderer også køb i genbrugsbutikker og loppemarkeder og en stor interesse for klimaet. Når grøntentusiasterne køber kød, går de især efter det dyrevelfærdsmærkede.
  • De bekvemme, 26 pct. af den danske befolkning: Forbrugere i dette segment er særligt underholdningssøgende. De interesserer sig for musik, film og anden underholdning. I forhold til fødevarer, så er de karakteriseret ved at være meget som den gennemsnitlige dansker, og de bruger gennemsnitligtid på mad i hverdagen. De spiser sjældent vegetarisk, veganske eller plantebaserede retter.
  • De traditionelle, 15 pct. af den danske befolkning: De traditionelle er karakteriseret ved at være ældre end gennemsnittet. De går meget op i sundhed og ernæring, og de er særligt glade for at købe lokalt- og danskproducerede fødevarer. De er interesserede i klimaspørgsmål og miljøvenlige produkter.
  • De umiddelbare, 19 pct. af den danske befolkning: De umiddelbare er det segment, som umiddelbart udviser den mindste interesse for alt, der vedrører mad og madlavning, madkvalitet, sundhed, slankemad, motion, samt klima og bæredygtighed. De foretrækker enkel, traditionel mad og fastfood. Der er ofte tale om unge mænd, men segmentet findes i alle aldersgrupper.

Læs hele analysen her