Nyt projekt for faglærere skal sætte fokus på lokalproduceret økologi

Et nyt projekt inviterer faglærer med på øko-tour rundt i landet for at lære om økologiens best practice. Turen er bygget op om workshops, og skal skabe præcedens for en ny måde at formidle økologi på. Lyder det som noget for dig?

 

Er du faglærer på en af erhvervsskolerne i Danmark, der underviser kommende bagere, kokke, landmænd, slagtere, gartnere og ernæringsprofessionelle, og har du set misundeligt til, når eleverne er taget på spændende inspirationsture som Greb til Gaffel eller Future Generation Økologi? Så læs med her!
Efter flere års stor succes med at inspirere studerende på diverse fødevareuddannelser til mere og bedre brug af økologi, udvider vi nu tilbuddet og udvikler en tur for faglærerne på uddannelserne.

Projektet vil bestå af en 3-dages besøgstur, hvor du sammen med andre faglærere vil besøge producenter og aktører der arbejder med best practice i økologien. Sammen skal I på baggrund af turen igennem et workshop-forløb, hvor I skal udvikle et øko-undervisningsmateriale, I kan tage med tilbage på skolerne. I forlængelse heraf vil der blive afholdt et éndags tværfagligt opfølgende seminar.

Læs mere om økologi på uddannelser her

Faglige såvel som praktiske elementer
Vi ved, at I som faglærere har en kæmpe viden og en stor indflydelse på eleverne, og vil derfor gerne skabe en ramme, hvor I tværfagligt får mulighed for at sparre med hinanden og vores udvalgte aktører. Turen vil således bestå af faglige input og diskussioner såvel som et praktisk aspekt, når I får fingrene i fødevarerne hos dygtige økologer. I kan forvente at vende tilbage til klasseværelset med fornyet gejst og gode idéer, såvel som konkret materiale I senere kan bruge i undervisningen.

Den endelige dato for turen er ikke fastlagt endnu, men er du interesseret, så kan du skrive til Anders Nicolajsen på andn@lf.dk.


Anders Nicolajsen

Chefkonsulent, gastronomi og foodservice

+45 5364 5853