Nyt white paper til dig der arbejder med bælgfrugter

Har du styr på håndteringen af linser og favabønner? I et nyt white paper til madprofessionelle fra Landbrug & Fødevarer, går en række kokke og gastrofysikere i dybden med de økologiske bælgfrugters gastronomiske egenskaber. White paperet guider til store smagsoplevelser med bælgfrugter, og er designet til dig, der arbejder i foodservice.

 

Bælgfrugter er de seneste par år blevet fremhævet som én af de fødevarer, vi skal spise mere af i fremtiden. Dette skyldes ikke mindst bælgfrugternes høje proteinindhold og lave klimaaftryk.

For mange er bælgfrugter dog stadig en ny fødevare, som folk skal lære at lave mad med. Dette gælder ikke kun i de private køkkener men også i foodservice, hvor mange kokke har behov for inspiration til, hvordan de skal gribe bælgfrugterne an.

Tilbage i februar samlede Landbrug & Fødevarer derfor en række topkokke, gastrofysikere og opskriftsudviklere til en temadag om bælgfrugter med henblik på at indhente en masse indsigter og inspiration til madlavning med bælgfrugter.

Indsigterne er nu blevet til et white paper om økologiske bælgfrugter, som madprofessionelle kan bruge til at få inspiration, tips og tricks til madlavningen med bælgfrugter.

”Vi opdagede, at der var et generelt behov for viden om madlavning med bælgfrugter. Så vi er utroligt glade for, at vi har kunne samle alle de her skarpe og kreative hjerner og få deres hjælp til at forme det her white paper”, siger marketingkonsulent i Landbrug & Fødevarer Sebastian Sjöström Veggerby.

Kulinarisk inspiration fra verdenskøkkenet
White paperet gennemgår bælgfrugterne fra A-Z, og som madprofessionel får man indsigt i de økologiske bælgfrugters klimaaftryk, historie, konsistenser og hvordan de kan gribes an i fremtidens køkkener.

Det er dermed det gastronomiske perspektiv, der er altoverskyggende i white paperet.

”Vi har lagt stor vægt på at formidle den gastronomiske spændvidde, som bælgfrugterne har. Alle bælgfrugterne kan noget forskelligt, og derfor dykker vi i white paperet ned i, hvordan forskellige verdenskøkkener bruger bælgfrugter og giver forskellige ideer til, hvordan man kan bruge bælgfrugter på kreative måder. Generelt vil vi gerne give de madprofessionelle inspiration og ideer, så de selv har lyst til at gå i køkkenet og lege med bælgfrugterne”, siger Sebastian Sjöström Veggerby.

Hvis du gerne selv vil læse white paperet og blive klogere på økologiske bælgfrugter, kan du downloade hele white paperet her.

White paperet er skabt med støtte fra Fonden for Økologisk Landbrug.


Benjamin Knudsen