Her er vinderne af Mejeriprisen 2025!

Prisen gik i år til to butikskæder, i henholdsvis kategorierne Discount og Supermarked/Hypermarked. Kæderne formår på hver deres måde at løfte mejerikategorien og skabe synergi på tværs af butikken.

17.09.2025

Til Fødevaredagen 2025, arrangeret af Landbrug & Fødevarer, blev Mejeriprisen 2025 uddelt. Det hele fandt sted i skønne omgivelser på Hindsgavl Slot og blandt et stærkt felt af butikskæder, der alle har sat barren højt for mejerikategorien, var det til sidst Netto og MENY, der kunne lade sig hylde som vindere og modtage branchens anerkendelse.

Mejeriafdelinger der skaber merværdi for hele butikskæden

Mejeriprisen er en hyldest til de kæder, der formår at udvikle mejeriafdelinger og skabe salg og kundeoplevelser, der rækker ud over den klassiske mejerihylde. Flere butikskæder viser i dag, hvordan mejeriafdelingen kan være et strategisk omdrejningspunkt i butikken - et sted, hvor der skabes inspiration, mersalg og nye madoplevelser gennem sameksponering, kreativt sortiment og fokus på krydssalg.

I 2025 er Mejeriprisen blevet uddelt efter et nyt koncept. Forbrugerne har fået en stemme. Prisen er nu landsdækkende og har særligt fokus på kundeoplevelsen. Det er alle kædens mejeriafdelinger, der er nomineret, hvilket har gjort Mejeriprisen mere relevant for forbrugerne og for butikskædens profilering.

Årets vindere

Hos årets vindere fremstår mejeriafdelingerne indbydende, veltrimmede og med et bredt udvalg af altid friske varer. Sortimentet er tilpasset kundernes behov og sæsonernes rytme - og kæderne arbejder målrettet med at inspirere kunderne til nye måder at bruge mejeriprodukter på.

”Formålet med Mejeriprisen er at fremhæve de mejeriafdelinger, der ikke blot leverer varer til hylderne, men som formår at iscenesætte kategorien, skabe mersalg og give kunderne en oplevelse, der får dem til at komme igen. Det handler om at tænke ud af boksen og bruge mejeriprodukter som inspiration til hele måltidet – fra oste i tapas til smagsgivere i grønne retter,” siger Mette Jasper Gammicchia, afdelingschef for Marked, Fødevarer & Gastronomi i Landbrug & Fødevarer.

Flemming Nør-Pedersen, Viceadmin. Direktør, Landbrug & Fødevarer sammen med Rikke Lynggaard, Category Director- Group Vice President, Mathilde Orvad Thomsen, Senior Assortment Manager, Netto,  Sebastian Vinther, Regionschef, Netto. Foto: Morten Beck, Marketing Media.

Netto vinder Mejeriprisen 2025 i kategorien Discount og udtaler:

”I Netto vil vi gerne være relevante for alle – og med så mange butikker rundt om i landet er det vigtigt, at vi favner bredt. Det gør vi ved at stå sammen om et sortiment, vi er ekstremt stolte af.” - Sebastian Vinther, Regionschef, Netto

Flemming Nør-Pedersen, Viceadmin. Direktør, Landbrug & Fødevarer sammen med Kristine Pilgaard, Kommerciel Direktør, MENY,  Stefan Andersen, Category Manager, Dairy, Cheese, Egg, Dagrofa, Trine Meyer, Sortiment Chef Ferskvarer, MENY. Foto: Morten Beck, Marketing Media.

MENY vinder Mejeriprisen 2025 i kategorien Supermarked/Hypermarked og udtaler:

”MENY adskiller sig på en række vigtige parametre i forhold til markedet – ikke kun på mejeri, men på samtlige kategorier. Det har vi arbejdet dedikeret med det seneste år i tæt samarbejde med vores partnere for at skabe et inspirerende kundemøde, der både gør det nemt for forbrugerne at navigere og giver lyst til at prøve nye mejerivarer.”- Kristine Pilgaard, Kommerciel direktør, MENY.

De nominerede til Mejeriprisen i 2025

Nominerede til Mejeriprisen i kategorien ’Discount’:

· Netto

· Rema 1000

· Lidl

Nominerede til Mejeriprisen i kategorien 'Supermarked/Hypermarked':

· Bilka

· Meny

· Kvickly

 

En pris med branchefokus

Mejeriprodukter - fra drikkemælk og syrnede produkter til smør og ost - er en favorit blandt danske forbrugere. Derfor er Mejeriprisen med til at synliggøre og hylde de butikskæder der formår at løfte mejeriafdelingen med inspiration, stort sortimentsudvalg og stærke kundeoplevelser.

Uddelingen af Mejeriprisen er støttet af Mælkeafgiftsfonden

Kontant

Afdelingschef for Marked & Ernæring

Mette Jasper Gammicchia

+45 2724 5668 mjg@lf.dk

Flere nyheder